Vi er nysgerrige på hinanden. Sådan er vi født. Allerede når vi som babyer ligger med bar røv på lammeskindstæppet, rækker vi ud og griber fat om det, vi kan nå. En finger, en rangle, en blød bamse. Og når vi i vores søgen rundt i den nye verden møder et par øjne, der stirrer på os, bliver al vores koncentration fokuseret om øjnene, der ser.
Vi kigger og studerer og kan ikke lade være med at smile retur, når øjnene sender glade blikke til os. Når vi bliver ældre, bliver vores nysgerrighed ikke mindre, men det kan være at vores (gode) opdragelse gør, at vi vælger at undertrykke den. Alligevel kan vi ikke lade være med at bruge øjnene til at kommunikere med mennesker omkring os. Øjnene er det eneste område på kroppen, der alene kan sende signaler af følelsesmæssig karakter.
