Gennem ild og mudder

Undskyld. Det var det eneste, der stod i mailen, der lå i toppen af min indbakke på computeren, da jeg mødte på arbejde mandag morgen i denne uge. Det er jo altid rart, at vi kan finde ud af at sige undskyld, når vi har gjort noget over for hinanden, som vi ikke skulle have gjort. Eller hvis vi har haft et uheld af en eller anden slags. Men ud over et undskyld i emnefeltet kunne jeg ikke se andet, end at den var sendt fra fotograf Jacob Ehrbahn, og at der var to filer vedhæftet. Jeg gik straks i gang med at åbne dem, og mens jeg bøvlede med programmer og genvejstaster, kørte der en hurtig film gennem min hjerne. Jeg forestillede mig fotos af en væltet termokande ned over tastaturet på Jacobs bærbare computer. Eller et billede af Jacobs bil, der hang urokkeligt fast på den uheldige måde i vores meget snævre port ind til parkeringspladserne i Politikens baggård. Da det første billede endelig tonede frem på min skærm, viste det Jacobs to kameraer op ad en snavset jakke. Kameraerne var begge fuldstændigt dækket af støv, skidt og smurt ind i så tykt et lag mudder, at det så ud, som om det var malet på. Jeg var helt paf. Sidst jeg så kameraer, der så sådan ud, var hos fotografer, der dækkede terrorangrebet mod World Trade Center i New York. Men Jacob havde bare været i Fredensborg. Der skulle han fotografere DM i mandehørm – et langt motionsløb, som sætter mænd på prøve. Lidt på den Carl-Mar Møller-agtige måde. Han fik nogle gode skud i kassen. Han fik dem også ud af kameraet og ind i avisen – og du kunne se fotoreportagen i går i Lørdagsliv. Det er i bund og grund svært at blive rigtig sur. Det havde jeg faktisk haft mere grund til, hvis Jacob var kommet hjem med to helt rene kameraer. For så havde han ikke været tæt nok på. Med vores billeder i Politiken vil vi jo gerne helt ind under de våde sokker, derinde hvor vi selv kan mærke kulden og de små sten, der skarver. Vi skal tænke: Godt jeg ikke løber rundt derude med ødelagt tøj og en forkølelse som præmie. Eller vi skal tænke, at det MÅ vi bare prøve, hvis det kommer igen næste år. Den oplevelse kan Jacob ikke få med i sine billeder, hvis alt bliver optaget på behørig afstand af begivenhederne. Han kan vise, at det sker, men uden at ramme os på følelserne. Jeg har ikke givet Jacob carte blanche til at behandle sine kameraer på en måde, så de ligner noget, man har brugt til at slå katten af tønden med. Jeg tror, at fotografer normalt passer godt på deres udstyr, fordi de ser sig selv som håndværkere og ligesom kirurger, snedkere eller akupunktører er afhængige af, at deres værktøj virker, som det skal. Når det skal. For Jacob blev resultatet – ud over en serie sort/hvide fotos – også to en halv time i selskab med neglebørste, vatpinde og våde klude, før kameraet igen lignede noget, man kunne tage billeder med. I øvrigt vil Jacob gerne have lov til at sende endnu en undskyldning. Det er til én af arrangørerne, der lånte Jacob sin mountainbike. Han brugte den til at komme rundt på den mudrede rute. For Jacob nåede altså ikke lige at gøre den ren for mudder, inden han afleverede den igen. Undskyld.