Mor, Muren er faldet: Åh nej

»Åh nej«. Det var reaktionen, da jeg en lidt trist – men historisk – novemberdag i 1989 ringede fra Berlin og fortalte min mor om et af de mest storslåede øjeblikke i mit liv: Muren var faldet! Jeg – koldkrigsbarnet – var i en glædesrus. Jeg stod midt i historien og så, at Europa blev genforenet. Jeg så det ske. Muren slog sprækker. Europa lagde an til et opgør med årtiers gensidig mistro, ofte næret og vedligeholdt af gensidig propaganda og fastlåste fjendebilleder. Et Europa uden minerede ingenmandslande. Uden bange anelser om en invasion østfra, for ikke at nævne frygten for et atomangreb. Uden skræmmende schæferhunde og bryske grænsebetjente, der endevendte ens papirer, hvis man dristede sig med tog fra Vest- til Østberlin via grænseposten i Friedrichstrasse. Min mor, der var en del af modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, så det anderledes. Hun var splittet mellem frygten for et stærkt Tyskland og ønsket om at lægge fortiden bag sig. Denne dag vandt frygten, da jeg ringede fra Berlin og fortalte, at Muren slog revner og sprækker over det hele. Tre foto står klart i min erindring – hvor teknisk dårlige de end er. Det første ser du her: to søstre, der var blevet adskilt af Muren som børn. Denne dag kan de omfavne hinanden for første gang siden barneårene. Tårerne løb ned ad deres kinder. Og på mange af os andre, der så disse to søstre blive genforenet efter årtiers ideologisk betinget adskillelse. Begge systemer gjorde krav på at være til menneskets bedste – det ene var dog ikke mere overbevist om sine kvaliteter, end at det valgte at spærre sine borgere inde bag en mur. Men nu var de to søstre atter sammen. Det gav os alle håb. Det andet foto viser østtyske grænsesoldater, der pludselig løb frem på Muren hen over Brandenburger Tor. Den ene filmede os, de andre kiggede på os. Pludselig blev vi grebet af tvivl: Var det slet ikke slut? Var meddelelsen 9. november om, at Muren reelt var faldet, slet ikke så sikker endda? Kunne det stadig vende? Vi, der i de dage var ude på gaden og hakkede og hamrede i Den Forbandede Mur, havde hverken mobiltelefoner eller mobilradio. Spekulationer kunne løbe hurtigt. Men så vendte det igen. Endnu et stykke mur blev skubbet til side. Så fulgte østtyske grænsebetjente og dernæst endnu en gruppe østtyskere på vej ind i Vest. En af dem var en mand i trediverne. Jeg tog et foto af ham, hvor han står med en flaske champagne – måske er det hvidvin – i hånden. »Jeg lovede mig selv at tømme den, hvis jeg nogensinde kom til Vestberlin«, sagde han: »Nu står jeg her. Nu drikker jeg den«. Vi så ham siden ligge på en bænk. Med en tom flaske ved sin side. Og så var der billederne af de mange Trabanter, der begyndte at trille ind i Vestberlin. Af glædestrålende – nogle måske snarere triumferende – vesttyskere, der rakte margueritter, roser og nelliker ud til de østtyskere, der i en lind strøm bevægede sig gennem de stadig flere og stadig større sprækker i Muren. Rundt om i butikkerne var hængt små sedler op med det imødekommende budskab: »Her tager vi imod østmark«. Det var ment som en gestus. Men det var også en nøgtern påpegning af de enorme økonomiske forskelle, der nu skulle bygges bro over: mellem et Vesttyskland med bomstærke D-mark og et Østtyskland med en sekundavaluta, som kun var gangbar på vestberlinernes nåde. Men i de dage var der masser af håb, begejstring og tro på, at det nok skulle lykkes. Når bare vi er sammen ... Som de to søstre på billedet. Siden vågnede de genforenede tyskere op af glædesrusen til en genforeningsopgave, der tyve år efter er langt fra at være fuldbragt. Men forhåbentlig er de to søstre stadig lykkelige over igen at være sammen. Den dag i november var der ikke meget andet, der betød noget for dem.