Pas på dine øjne

Det er oplagt at bruge champagneknald og raketbrag til at kigge tilbage på det forgangne år – med et objektiv foran øjnene. Vi bliver dagligt oversvømmet med billeder. I reklamer, aviser, film, fjernsyn og i gadebilledet. Vi er øvede billedkiggere, så det er sjældent, at vi bliver overraskede eller rørte alene på grund af historien, som vi får fortalt med fotografi. Der er et lille spring mellem det fotografi, som er rigtig godt, og det, der er så stærkt, at det bliver siddende som følelsesvelcro på indersiden af hjernen. Den slags fortælling, som popper op på besynderlige tidspunkter og minder os om, at vi skal huske at leve, mens vi gør det. Alt sættes i perspektiv, og vi finder ud af, hvor privilegerede vi i bund og grund er. Der er mange virkelig gode enkeltbilleder, som har været fantastiske i årets løb. Der er flere reportager, som i mange gode billeder har beskrevet væsentlige emner. Men der er specielt to fotoprojekter, som har sat dybe spor hos mig i 2009. Det ene er fotograf Martin Lehmanns bogprojekt, hvor han gennem ti år har fulgt den hjemløse Svales op- og nedture. Det er et upoleret portræt af et menneske, som vi normalt ikke bekymrer os synderligt om. Alene af den grund, at han er misbruger og i gang med at begå kemisk selvmord. Martin formår alligevel at fange et billede af en far, en mand med humor, et familiemenneske, en narkoman. Så intenst, at jeg ikke bare kan lægge det væk, selv om bogen er lukket. Martin er ikke fordømmende, og vi får indsigt i et menneskes forfald, noget af det, vi frygter skal ske enten for os selv eller for et menneske, vi er tæt på og holder af. Et andet fotoprojekt, der ikke vil slippe mine små grå, er Jacob Holdts ’Tro, håb og kærlighed’-udstilling på Louisiana. Han er kendt for sine amerikanske billeder, hvor minoriteter og marginaliserede grupper får luft gennem Jacobs fotografi. Hans billeder er rent fototeknisk ikke særligt vellykkede. Dårligt komponerede eller med dårlig lyslægning. Faktisk ser han ikke sig selv som fotograf. Men han evner til gengæld noget, som hovedparten af os ikke gør. Nemlig at sparke intimdøren ind hos almindelige mennesker og gengive et ærligt billede af de liv, som vi ikke får kendskab til fra tv-serier. De er ikke statister i en forestilling, de er medlemmer af såkaldt demokratiske samfund ligesom os! Og billederne rør os, fordi de tydeligt klarlægger ligheder og forskelle. Ikke bare på Amerika og Danmark. Men også på sort og hvid. Rig og fattig. Lykkelig eller ulykkelig. Billederne er ikke lavet med den professionelle distance, som fotografer ofte har. De er taget med et nærvær, som kun søskende eller rigtig gode venner kan have. Både Holdt og Lehmann er blevet venner med de mennesker, de har taget billeder af. Stærke, private og ærlige venskaber, og det kan man godt se! Ved at se på andre mennesker bliver vi ikke kun klogere på dem. Vi bliver også klogere på os selv. I forskellighederne ligger der en masse nuancer, som vi måske slet ikke så før. Men når den gode fotograf har fået adgang til det inderste hos andre, må vi åbne os selv for at kunne modtage og bruge indtrykkene til noget. Vi kan begynde med at bruge øjnene. Så følger hjertet og hjernen helt automatisk med.