Godkendt af Smukhedspolitiet

PÅ HVILKEN vægt vejer man værdien af god arkitektur? Er det på vægten, der bestyres af arkitekter og anmeldere, eller er det den, som anvendes af brugerne? Brugere, hvad enten det er i form af beboere i boligbebyggelser, besøgende eller ansatte i det offentliges bebyggelser, rejsende med DSB, eller gæster i en koncertsal, biograf eller opera? Hvordan kan man gøre op, hvilken værdi gennemtænkte æstetiske løsninger har for os, der ser på bygningerne? Eller for dem der færdes og har deres daglige gang i dem? NEJ, DET ER svært, men vi er aldrig i tvivl, for i samme sekund vi står overfor det ekstraordinære, reagerer vi intuitivt. Vi lægge nakken tilbage og taber kæben, »wauw!«. Hold op hvor er det flot. Og straks siger sidemanden, dødbideren i selskabet: »... det må være dyrt«. Tietgen-kollegiet, som du kan se en lille del af på nærværende billede, har den kvalitet. Det er vidunderligt anderledes, uforudsigeligt og indbydende. Vores øjne kan simpelthen lide at blive udfordret, for med synsindtrykket følger nysgerrigheden; hvorfor har de dog gjort, som de har gjort? Jo længere man ser på billederne af bygningen, jo mere får man lyst til at stille spørgsmålet: hvorfor tegner arkitekterne ikke altid huse, der udfordrer og pirrer os, hvorfor tegner de mest af alt firkantede kedelige klodser, uanset om det er til kontorer eller boliger? Hvilket automatisk kalder næste spørgsmål frem: hvorfor gør arkitekter ikke oftere oprør, hvorfor accepterer de bygherrernes krav om standardisering, ensretning, og elendige materialer, valg som uvægerligt fører til hurtig nedslidning og ringe livskvalitet. KUN EN NAIV idiot spørger for alvor som her, hvilket jeg fluks bekender mig som. Dødbideren i selskabet kender jo også svaret på sit eget spørgsmål: kvaliteten og beskaffenheden af hvad vi bygger, har kun med penge at gøre. Penge og afkast, investering og profit. Det er i hvert fald automatsvaret. Og så burde denne tekst slutte, men det er for let, at acceptere automatsvaret. For kreativitet har som udgangspunkt intet med penge at gøre. Hvorfor eksisterer der ikke en slags bevægelse i arkitektkredse, hvis formål er at bevise, at nybyggeri ikke bare er firkantede betonkasser, men at der kan laves vidunderligt anderledes og brugervenlige boliger i dette land. Boliger som ikke nødvendigvis koster formuer? HVORFOR SKAL det være en begivenhed, hver gang et anderledes byggeri skyder op? Alle byggerier burde være anderledes. Politikere, arkitekter og selvfølgelig brugerne, bør stille som ufravigeligt krav, at: 1) alt byggeri skal godkendes af Smukhedspolitiet før det får byggetilladelse 2) alt byggeri skal tænkes ind i en større sammenhæng (så vi undgår øjenbæer a la Kalvebod Brygge i København), 3) størrelsen af bygherrens profit bestemmes af brugernes tilfredshed, så jo bedre byggeriet er, jo mere vil bygherren tjene, 4) det er ikke nødvendigvis dem, der har flest penge, der skal have lov til at bygge 5) der oprettes en fond, hvis eneste formål er, at bekoste nedrivninger af eventuelle fejltagelser. PÅ DEN MÅDE, kan vi indbygge et mod i vores beslutningsproces. For skulle det senere vise sig, at vores beslutning var forkert, må en ny træffes, huset fjernes og et nyt bygges. Med de arkitekthjerner vi fostrer i Danmark, burde samtlige gadehjørner blomstre af vidunderlig arkitektur. Det er ikke nok, at der med mellemrum skyder vellykkede eksempler op. Og hvis det er fordi, arkitekterne føler sig kuet af politikerne eller bygherrerne, er der noget galt. Det forpligter at få lov til at rejse bygninger i landskabet, for vi bygger for vores børn og børnebørn, og de fortjener kun det bedste.