Når billedet står alene

14 SIDER til 7 billeder har vi brugt i ugen, der gik. Med temaet 'Nat' som udgangspunkt har vi bragt et stort billede hver dag, og det stort set uden tekst. Reaktionerne spænder fra uforstående hovedrysten til udelt begejstring. Hvilket er forventeligt, for hvornår har vi nogensinde gjort det før? Aldrig, er svaret. Nogle få gange har vi bragt et billede på et helt opslag, men det har været i en af de tilstødende sektioner, aldrig i 1. sektion. Uanset om man er blandt tilhængerne eller modstanderne af at bruge avisens sider til så store billeder, så rejser der sig en række spørgsmål. Essensen af dem kunne være, om det overhovedet giver mening? Kan læserne forstå det, vi forsøger at fortælle? Er det overhovedet i orden at bruge så meget plads på fotografier uden at forklare, hvorfor de bringes? Og er det ikke for sært i forhold til det univers, Politiken normalt foregiver at være? Politiken i dag er ikke som Politiken var for fem eller ti år siden. Og Politiken om nogle få år, vil ikke være, som den er i dag. Hvilket lyder banalt, men når man lytter til en del af de klager, der er kommet over ugens store billeder, så er det en banalitet, der åbenbart skal siges højt. Kort sagt, så er vores udfordring at forsøge at forny os, i takt med at omverdenen ændrer sig. Og herunder selvfølgelig det marked, vi er en del af. Mens vi forsøger at udvikle og tilpasse, vil vi helst ikke ende med at stå alene tilbage, så det skal ske, uden at vores mange trofaste læsere løber skrigende bort. Skulle det undervejs lykkes at smugle nogle nye ind i folden, ville det jo heller ikke gøre noget. At invitere læserne ind i et fremmed univers kræver et vist mod, for det er lettere at gøre, som vi altid har gjort. Men udelukkende at satse på det sikre og forudsigelige er den sikre vej til en stille avisdød. Når man bliver bedt om at gå ind i et rum, hvor man får smækket et kæmpebillede i hovedet uden forbrugervejledning og pædagogisk pegepind, så er man ladt alene. Fuldstændig alene med sin egen oplevelse. Og netop det har været ønsket i ugen, der gik. I DEN rædselsfulde centrifuge, der udgøres af krige i Libanon, Afghanistan og Sri Lanka, i vores ønske om at afdække situationen på det danske lægestudium, dønningerne efter Tour de France og Lars von Triers Wagnervision m.m., skal avisen så ikke have et rum, hvor der er mulighed for at bruge sin anden hjernehalvdel, hvor man selv drager konklusioner, og hvor betydningen af konklusionerne helt og holdent er ens egne? Et sted, hvor et anderledes univers er med til at sætte tingene i perspektiv? Kort sagt: Er det ikke i orden at forlange, at læserne, fordi de præsenteres for noget nyt, yder en ekstra indsats for at læse avisen? Netop det har nogle af diskussionerne i Huset handlet om. Tankevækkende er det, når talen er om billeder, at man ofte forlanger, at alle skal kunne forstå dem, eller endda synes om dem. Kan alle følge med i von Triers udlægninger af 'Nibelungens ring'? Kan alle følge med i Mogens Jacobsens skriverier om cykelløb? Kan alle følge med i Erik Jensens anmeldelser af den nyeste hiphop-cd? Kan alle følge med i chefredaktørens klummer? Selvfølgelig ikke. Ingen forventer det, og ingen forlanger det. Hvorfor er det så, at alle skal kunne aflæse, forstå eller holde af det samme billede? Måske fordi billedet er hvermandseje og uden facit. Alle har lov til at mene noget, vi er alle eksperter, når vi står over for det enkelte billede, for det er vores eget, i det øjeblik vi ser på det. Men at skulle være enige om det, forstå det eller altså kunne lide det, synes at være et krav, der indsnævrer vores begrebsverden og oplevelsesmuligheder, i stedet for at forøge og udvide dem. At bringe Miriam Dalsgaards syv nattebilleder er ikke alene en tillidserklæring til den ordløse fortælling, men lige så meget en tillidserklæring til jer, der læser avisen. For hvem har sagt, at det skulle være nemt at læse avis? Hvem har sagt, at avisen altid skal læses på en halv meters afstand og ikke på to meters afstand? Og hvem har sagt, at man skal holde af alt det, man læser i sin avis? Personlig tror jeg på den usminkede begejstring og det ægte raseri. Jeg tror på, at modet til at begå fejltagelser er vigtigere end evnen til at gemme sig i et hjørne, og jeg tror på, at vi med de sanser, vi er udstyret med, og med det overskud, vi har, er i stand til at kapere meget mere, end vi tror, og at avisens rammer er præcis så mangfoldige, som vi beslutter, de skal være.