Palle og Zidane alene i verden

FOR ET PAR uger siden betroede en god veninde mig, at hun holdt med Spanien. I VM i fodbold, forstås. Jeg besluttede at gøre som hun, for hun er en klog kvinde. Jeg tænkte, hvis nogen sku' spørge, så kunne jeg ligesom hurtigt slynge ud, at jeg bestemt mente, at spanierne kunne vinde et VM. Og så var jeg jo ligesom med i fodboldfællesskabet på trods af mine outsiderfavoritter. Men nu til den store afsløring: Jeg så ikke en eneste kamp under VM 2006. Jeg aner ikke, hvornår bolden er offside, eller hvorfor der dømmes straffespark, frispark eller hjørnespark. Jeg har tidligere fotograferet oceaner af fodboldkampe. Landskampe, venskabskampe, klubfodbold, miniputter såvel som seniorer. Ja, selveste Maradona har jeg haft æren af at fotografere i Argentina for 15 år siden. Men jeg kender intet til fodboldregler, dengang fulgte jeg blot bolden med kameraet og skød, når der skete noget dramatisk. MEN NU TILBAGE til mine VM-favoritter. 24 timer efter at jeg havde tilsluttet mig den virtuelle spanske fanklub, var der ottendedelsfinale mellem Frankrig og Spanien. Og hvad skete der så med mit spanske landshold? De blev såmænd sendt hjem på tidlig sommerferie af fodboldgeniet Zidane. Det var så exit for min fodboldinteresse ved VM 2006, og jeg skænkede ikke fodbold mange tanker før søndag i sidste weekend, hvor Frankrig og Italien skulle spille en kamp, der nu er gået over i historien. Jeg besluttede mig for at køre en tur, imens resten af verden så fodbold. Palle alene i verden, tænkte jeg, da jeg startede bilen. Der var helt stille, lige så stille som en tidlig søndag morgen, hvor man enten er stået for tidligt op eller gået for sent i seng. Ingen bilstøj, ingen mennesker på villavejene. Jeg tændte radioen, fandt en kanal, der transmitterede kampen, og kørte af sted mod København. DET VAR MIDT i den forlængede spilletid, da jeg svingede bilen ud på Lyngbyvejen. Jeg var ikke alene i verden alligevel, der var andre bilister på motorvejen. Ikke mange, men alene var jeg ikke. Nå, ind på bladet for at hente nogle rammer i portvagten og så ud i bilen igen. Nu var straffesparkskonkurrencen gået i gang. Jeg var åbenbart gået glip af den store begivenhed. Jeg hverken så eller hørte Zidane, der i det 110. minut af sin sidste landskamp valgte at stange italienske Materazzi i brystet og i medgift fik det røde kort for sit livs største brøler. Begivenheden er allerede udråbt til den største 'forbrydelse' begået i en VM-finale. Der gisnes om, hvilke skældsord Materazzi brugte, før Zidane tabte besindelsen. Mundaflæsere gennemgår minutiøst alle råbånd fra kampen. Onsdag aften gik Zidane så på fransk tv for at undskylde sin opførsel. »Jeg vil bede om tilgivelse fra alle børn, der så det«. Jeg tilgiver ham også. Jeg tilgiver ham tilmed, at han slog mit favorithold Spanien ud af turneringen. Men bare vent, ved næste VM bliver alle andre nationer nemlig stanget ud af mine spanske favoritter. Basta.