Kig på drengens ansigt ...

ÅH NEJ, IKKE flere«, tænker jeg. »Hvad laver alle de børn da i Irak? De er alt for små til den leg«. Hver dag sidder jeg midt i en flydende strøm af grufulde billeder, der ruller ind fra hele verden. Der er billeder af sønderskudte landsbyer, oversvømmelser, fortvivlede mennesker, grædende ofre og dem, som bare er døde. De er ofre for krige, naturkatastrofer eller terrorangreb. Billederne kommer fra Irak, Afghanistan, Darfur, fra hvor som helst på denne smukke og sørgelige klode. Og der kommer nye billeder af gru og ulykke hver eneste dag, katastrofer holder ikke fridage. Det er især billederne af børnene jeg lider med. Jeg er ikke spor hårdfør, når disse billeder ruller ind. Mit filter går i stykker, jeg får en klump i maven og må nogle gange bide tænderne hårdt sammen for ikke at komme til at fælde en tåre. FOR DE LIGNER jo min søn, min niece, mine venners døtre, min nabos barnebarn, de har blot mørkt hår og brune øjne i stedet. Grufulde billede af børn med skudhuller, børn med afrevne lemmer, blodigt tøj, børn brændt til ukendelighed. Mine kolleger og jeg sorterer de grummeste billeder fra og udvælger i stedet mindre stødende billeder til avisens spalter. Som dette billede, en lille dreng på 3-4 år, der med sin far i hånden går gennem en gade i Bagdad. I baggrunden et udbombet bilvrag, og en mand der fotograferer vraget med sin mobiltelefon, Længere bagud et billboard der reklamerer for mobiltelefoner - et hverdagsbillede fra Irak. Billedet er som fotografi betragtet ikke specielt godt. Kig på drengens ansigt. Er han forfærdet, tror han ikke på det, han ser, kan han overhovedet fatte situationens gru og alvor? Hvad tænker han, mens han ser på vragresterne, der flyder i gadebilledet? Jeg vil vædde på at dette sceneri brænder sig fast i hans bevidsthed, lyset, lydene og lugtene - et trist barndomsbillede at slæbe med sig. KIG PÅ FADEREN. Er han nysgerrig, skræmt, uforstående? Grubler han over, hvordan han skal svare på sønnens spørgsmål. Skal han lyve for sit barn om krigens rædsler. Beroliger han sin søn og fortæller ham, at der selvfølgelig ikke sker noget med dem? Bilder han drengen ind, at de er usårlige? Jeg sidder her, fjernt fra drengen i Bagdad, hvor ville jeg ønske, han snart får en hverdag, der er et barn værdigt. Men jeg vælger jo bare billeder, imens jeg græmmes over fotografierne, der bliver ved med at rulle ind i fotobasen i en uafbrudt strøm. Hvad kan jeg gøre?