Du kan jo øve dig

FØRST TOG JEG alt mit tøj af. Så stillede jeg mig hen foran det legemsstore spejl. Det billede, der viste sig inde i spejlet, overraskede mig. Umiddelbart forekom personen mig bekendt, der var bare for meget af den. Jeg prøvede at nidstirre ham, men han gloede bare dumt igen. »Nå ja«, tænkte jeg, »de kendsgerninger er ikke sådan at stikke af fra, så hvorfor ikke bare acceptere dem?«. Det fik mig straks til at have det lidt bedre. Så galt var det måske heller ikke. Med den ene hånd greb jeg fat i min hofte, eller det der plejede at være dernede. »Er der for meget af mig, ville jeg kunne klare en sextest?« funderede jeg. Jeg opgav tanken, vel vidende, at intet medie i Kongeriget kunne finde på at udsætte mænd for den slags, for i denne sag var rollerne heldigvis klart fordelt. Selv om kvinden er menneskets bedste ven, må hun kende sin rolle, og selvfølgelig finde sig i hån og spot og latterliggørelse. Det er et livsvilkår, når man er født som kvinde. »I må forsvare ytringsfriheden«, galpede spejlet til mig. Jeg fnyste af ham. Penge, moral, ytringsfrihed. Det var en eksplosiv cocktail, der fik den stiveste whisky til at smage som bolsjevand. LANGSOMT VRIKKEDE jeg med hofterne. Lidt op, lidt ned. Spejlet reagerede som et satellitsignal. Lettere forsinket. »Er der et problem?« spurgte jeg mig selv. Nej, hellere forsinkelse end ingenting. Det var alligevel umuligt at nå de niveauer, som VM i fodbold, gymnastikstævne i Haderslev, og Roskilde Festival var i stand til at mobilisere. Politik, krop og musik. Vold, bevægelse og druk. Eller artisteri, velbefindende og sex. Nå, lige meget, måske var det en blanding af alle tre dele. Plus det løse. »De kan have det så godt«, tænkte jeg. »Al deres vrikken, vi har ikke et problem«, sagde jeg til spejlet, mens jeg løftede den ene arm og pegede på vedkommende med strakt pegefinger. Jeg lod blikket glide ned over spejlet og kom af en eller anden grund til at tænke på alle de ufødte børn. Ja, dem der var født, for den sags skyld. »Og hvad er problemet nu«, vrissede ham i spejlet? Der var vel egentlig ikke noget problem, tænkte jeg, men det bekymrede mig alligevel, at deres forældre nogle gange glemte dem. Ikke at de blev forladt, nej, snarere at de døde af sult eller krig, eller sågar blev slået ihjel af deres egne forældre. Eller ham i Gaza der brugte natten på at trøste sine ulykkelige grædende børn, mens bomberne faldt om ørerne på dem. »Hold nu kæft med den der pladderhumanisme, opfør dig voksent og accepter de politiske realiteter. Naive idiot«, stønnede spejlet.JEG VILLE HAVE vendt mig bort fra spejlet, men kunne ikke. Naiv og idiot, det var godt nok en svada. »Det kan han selv være«, tænkte jeg, og trådte et skridt nærmere spejlet. Jeg lærte i sin tid, at når nogen ville give mig en røvfuld, var det nogle gange effektivt afvæbnende at gå frem i stedet for at gå tilbage. Og så var der selvfølgelig de gange, hvor en taktisk retræte var det eneste rigtige. Men ikke her. Idioten i spejlet rykkede også et skridt nærmere. »Fotografier, det er det eneste, du tænker på«, anklagede spejlet, »du skulle gøre som hende i England«. Med det samme vidste jeg, hvad han hentydede til. For en engelsk fotograf var ved at få indført en fotograferingsfri dag. Fotografen opfordrede alle til at slukke deres kamera én dag, for derved bedre at kunne opleve verden. »Idiot«, tænkte jeg, og hadede allerede vedkommende. Det var imod alle regler, at stoppe med at tage billeder. Vi skal jo fotografere for at bevare og videregive og fortælle. Hvem kan fotografere med et slukket kamera? Mit had til den tåbelige fotograf fik en bølge af velvære til at skylle igennem min krop. Den energi mit had afstedkom forplantede sig til ham i spejlet, det var ligesom kroppen rankede sig, og brystkassen skød frem i luften. »Der er nu intet som en sund gang, had!«, sagde jeg til ham, mens jeg kærtegnende ledte efter min anden hofte. EN LILLE TVIVLENDE orm gnavede sig pludselig frem i mit sind. Tænk nu, hvis det var rigtigt, at man ikke kan opleve, samtidigt med at man fotograferer? Tænk nu, hvis man bliver et afstumpet, kynisk menneske, hvis man kun fotograferer og ikke giver sig lov til at være i nuet og opleve det, der sker omkring en? »Umuligt«, tænkte jeg. Det hele går jo ud på, at være så meget i nuet, at man er en del af det, man fotograferer. At man ikke kun er betragteren og voyeuren, men at kameraet bare er en naturlig forlængelse af ens sanseapparat. Endnu engang fikserede jeg ham i spejlet med min strakte arm. »Forstår du?«, brølede jeg til ham. Han ikke så meget som blinkede. »Det må komme an på en prøve, du kan jo øve dig«, hvislede han. I det samme stak klinikassistenten hovedet ind ad døren: »Lægen siger, alt er i orden, tag du bare tøj på og stik af på ferie«.