Mig og mit kamera

MAN FOTOGRAFERER kun for sin egen skyld. Har jeg altid sagt. Idiot, har nogle så sagt til mig, for magen til egoistisk holdning, havde de aldrig hørt før. Her er så mellemregningerne: Hvordan kan jeg som fotograf sikre mig, at min fortælling kan afkodes og forstås? Hvilket brændstof skal drive det værk, som enhver fotograf består af? Mindst fire faktorer skal være til stede, for uden dem mister fotografen fodfæste, perspektiv, timing og handlekraft. Det vigtigste brændstof, en fotograf arbejder på, er: nysgerrighed, energi, mod og lyst. Uden den nødvendige Nysgerrighed, intet billede. Man skal have lyst til at møde det, der er foran én, uanset om det er et menneske, der skal portrætteres, eller en ulykke, der skal dokumenteres. Dør fotografens Nysgerrighed, og dør evnen til at stille spørgsmålet 'Hvorfor', så dør evnen til at udfordre sig selv også. Det er her, Modet kommer ind, og det peger både indad og udad. Indad, fordi man konstant er nødt til at afprøve og udfordre sig selv og sin kunnen, og udad, fordi man er nødt til at konfrontere sig selv med det, man skal fotografere. Det er meget svært, for man skal i et vist omfang ofte overskride andre menneskers grænser. Eller det man tror er andres grænser. Det er næsten værre. Angsten for hvad de andre tror, altså. At skabe fotografi er som at skrive musik: det skal hænge sammen og have rytme. Har billedet ikke det, kan det ikke læses. Så fotografens rytmesans og evne til timing i nuet er afgørende for resultatet. De bedste billeder er som en crescendo eller måske som anslaget i A Hard Days' Night, enten griber det os langsomt og tøvende, eller det fylder os med et brag. Det berører os, fordi billedet som billede kan forstås og læses, ja, hænger sammen. Mangler fotografen Energien, nytter det ikke, at hun er i besiddelse af de andre faktorer. For det er Energien, der sikrer, at fotografen, enten intuitivt eller nøje planlagt, får trykket på knappen på det rigtige tidspunkt. Og Lysten da? Den ligger som et underliggende lag, som et mellemlag og som et overliggende lag. Lysten skal gennemsyre hele ens tilgang til det at fotografere. Primært fordi fotografi stadig er et mysterium, som vi dagligt må forsøge at opklare: kan det overhovedet lade sig gøre? At opdage, at det lykkes gang på gang er fantastisk og åbenbarende. Det er ydermere fantastisk at opdage, at den egoisme, der driver fotografens værk, kan bruges af andre, og at billedet kan have en betydning, der rækker ud over selve billedet. Fotograf Martin Bubandt tilbragte næsten 14 dage i Cannes. Vi ville ikke se en sort-hvid reportage om alle de berømte, vi ville se hans fortolkning af verdens største filmfestival. I farve. Diskussionen om sort-hvid versus farve billeder fører vi nemlig ofte og gerne, for vi ved, at en reportage i farve kan forstyrre læsningen af billederne, men vi ved også, at farverne kan tilføre et ekstra betydningslag til billederne. Vores diskussioner handler selvfølgelig også om, hvordan vi udvikler det fotografiske sprog. Hvis vi overhovedet kan det. Måske skal det ikke hedde for min egen skyld, men snarer for min egen fortjeneste. Skyld har vi jo rigeligt af. Og hvem har nogensinde sagt, at resultatet af et menneskes egoisme ikke kan deles af andre?