På dybt vand

Foto: Arturo Rodriguez / AP
Foto: Arturo Rodriguez / AP
Lyt til artiklen

FØLER DU DIG som en kommende eller allerede eksisterende ældrebyrde? Er du bange for at komme til at ligge hele eller halve døgn med en ble gennemvædet at dit eget pis? Stiller du dig uforstående over for de bortforklaringer, politikere hvert halve år disker op med, og synes du, at det er et underligt samfund, der belønner en nyuddannet trykker med en væsentlig større startløn end den, en nyuddannet social- og sundhedsassistent får. Vi må jo mene, at avistrykning er mere værd end bleskift. Nå, glem det, for det er krusninger på overfladen. Lad være med at brokke dig, de opfinder såmænd snart en ble, der kun skal skiftes én gang i døgnet. Nej, se på disse mænd. De er på vej fra Afrika til Europa, nærmere bestemt Tenerife. De har et problem. Men det er ikke deres alene, faktisk er deres problem også vores. Derfor vil de gerne ind i vores paradis. Hellere arbejde illegalt i de spanske drivhuse i Almería-området i Sydspanien eller hutle sig igennem i udkanten af en storby end at vokse op i et afrikansk land plaget af arbejdsløshed, sygdom og uden udsigt til noget, der bare ligner en acceptabel fremtid. Hellere risikere livet i en utæt, synkefærdig båd, for bliver du taget af politiet, er du dog i live. Når du sendes hjem, kan du prøve igen. Og det gør de så, prøver igen. Det lykkes for nogle, og det er vi rigtig glade for. Sådan uofficielt glade, for officielt er vi imod, og ingen regering i Europa vil have dem indenfor i vores stuer. Men uofficielt er det rart, at der er nogen, der gider lavet lortearbejdet. Som f.eks. i det enorme plastikland i Sydspanien. Europas største drivhus. Her er størstedelen af arbejderne illegale, sorte, afrikanske indvandrere. Det er forbudt, men smart. For de er billige i drift, kan ansættes og fyres med minutters varsel, og så brokker sig ikke over forbruget af gødning og giftstoffer. Men på den anden side, det gør vi jo heller ikke, vi køber bare varerne. Så nej, vi vil ikke have jer, men i et vist omfang kan vi godt bruge jer. God gammeldags overherre-politik. At dette billede fyldte halvdelen af Politikens forside netop Kristi himmelfartsdag, må siges at være skæbnens ironi. Disse mænd er fattige uden udsigt til nogensinde at blive en ældrebyrde. De er bare en byrde. Så skulle det nogensinde ske, at vi fik tvunget politikerne (dem du selv har stemt på) til at anerkende værdien af rettidig bleskift, så står der endnu større problemer og banker på. De står lige uden for plejehjemmet, og de går ikke væk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her