Hvad laver han dog...?

JORNALISTEN VILLE først have os med til et pressemøde. Dem er der mange af, for der er mange der gerne vil 1: af med deres budskab, og 2: i avisen. I dette aktuelle tilfælde var det om DGI´s Landsstævne i Haderslev. Uanset pressemødernes vigtighed, så er de fleste af dem ikke særlig fotogene, og visuelt spændende er de sjældent. Derfor sagde Fotodesken nej til at tage til pressemøde. Så foreslog journalisten med tålmodig stemmeføring, om vi ikke kunne fotografere en landmand der slog en kolbøtte. På sin mark. Billedredaktøren og undertegnede kiggede forbløffet og mistroisk på hinanden, (journalisten var nemlig i telefonen og kunne ikke se vores besvimelsesanfald), for lige det billede havde vi svært ved at se for os. De følgende dage diskuterede vi muligheden for at finde en kolbøtte-slående landmand/kvinde. Mildt sagt, så var der ingen klokker der ringede hos os; det lød for åndssvagt, for idiotisk og i bedste fald, bare som en syg ide. Så tikkede en mail fra journalisten ind: » ...stævnet har også en fordomsfuld københavner-overskrift, der siger, at det er 'bønder, der slår kolbøtter'. Og det ønsker jeg at illustrere« ... » Og så skal det være et kærligt billede, et hyggeligt billede ... «. Et hyggeligt billede, tænkte jeg. Er der noget værre end hvis nogen siger: »Nej, hvor er det et sødt billede«. Et sødt billede? Sødt, det er noget en sodavand er, eller en lagkage, ja, din mand kan i visse tilfælde benævnes som værende sød, men et billede? Det samme med et hyggeligt billede? Jeg troede, at billeder kunne være skarpe eller uskarpe, korrekt belyst eller over/underbelyst, men aldrig hyggelige. Fotograf Joachim Adrian tog uforfærdet opgaven på sig, og resultatet kunne ses i Politiken sidste søndag. Billedet forestiller et fladt landskab, hvorigennem en markvej fortoner sig. Solen skinner, billedet er taget i modlys, og midt i billedet ses en mand iført lange underbukser, svævende i et mærkeligt omvendt V. Hvad han laver, kan man umuligt se, for han ruller ikke rundt, men er netop fanget i det splitsekund, hvor han befinder sig i en tilstand af vægtløshed, bevægende sig fra et fast standpunkt til et andet. Faktisk er det mest de faste standpunkter vi ser, for selv om vi nyder en højdespringer i sekundet hvor overliggeren passeres eller en balletdansers svæv over scenen, så befinder mennesket sig mest med benene solidt plantet på jorden eller gulvet. Eller røven i sædet, og derfor er vores normalbillede af os selv, ikke et billede af et menneskes tilstand i fasen, hvor kroppen bevæger sig fra en tilstand til en anden. Kun fotografiet kan fastholde denne positur, for selv i det bevægende medie, filmen, vil denne tilstand af bevægelse fra A til B kun være en flygtig overgang. Billedet her giver åbenlyst ikke noget svar, stiller kun spørgsmålet: »Hvad laver han dog«. Heldigvis var vores manglende fantasi og deraf kommende modvilje, ikke nok til at standse hverken journalisten eller fotografen; for netop de mange spørgsmål, billedet af den hoppende mand stiller, udgør en fantasifuld og nysgerrig indgang til artiklen: hvad sker der med den kolbøtteslående del af den danske befolkning?