0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er ikke et fotografi

- Foto: AP

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

FØR MENNESKET blev i stand til at trænge ind i vores inderste arvemasse, var fingeraftrykket den sikreste måde, hvorpå vi kunne kontrollere, om vi var den, vi var. Eller er den, vi siger, at vi er. I dag kan lidt spyt eller en mikroskopisk rest af et hår eller lidt hud via en DNA-test afsløre ejermanden.

Da H.C. Andersen sidste år var på sit højeste, siden sin død altså, kunne man i København følge i hans fodspor. For på fliserne var der klæbet hvide fodaftryk, så man som en anden Andersen kunne gå de samme ture, som han i levende live gik.

I børnehaven lader man ungerne dyppe deres hånd i maling og sætte aftrykket på et stykke papir. Når det er tørt, så får Kasper eller Olivia det med hjem til mor og far, og det bliver sat op på opslagstavlen. For selv om Kasper og Olivia traller lyslevende rundt i stuerne,så er aftrykket af deres hånd det nærmeste, man kommer et billede af dem, uden at det er dem og deres krop, man ser på. Et aftryk er ikke et fotografi, for et fotografi er altid kun en afbildning, også selv om det kan være forsøg på en tolkning. Aftrykket af hånden eller foden, måske endda også røven klasket op på kopimaskinen, er billedet af mennesket uden filter. Ligesom dødsmasken også er det.

Nærværende blodige aftryk af en fod er ikke sat med vilje. Aftrykket har ingen intention om at tilfredsstille ambitioner af nogen art, det være sig kunstneriske eller verdslige. Aftrykket stammer fra i tirsdags og er sat af et af de mennesker, der blev såret af bomberne i Dahab i Egypten.

Effekten og dokumentationen er uomgængelig. For selv om du ikke ser billedet af en dræbt eller såret person, så ved du med det samme, at dette er aftrykket fra et menneske, og at der er noget galt med dette menneske. Denne sikkerhed i aflæsningen er intuitiv, måske nedarvet igennem generationer, fordi aftrykket af kroppen er den ældste og ærligste måde at afbilde os selv på.

Et billede af en hånd sat i en grotte for femten eller tyve tusinde år siden lyver ikke. Nøjagtig som et fingeraftryk i politiets kartotek heller ikke gør det. Men vis mig din toupe, din sidste ansigtsløftning eller fedtsugning, og lad mig sammenligne det med et billede af dig taget for tyve år siden ...

Desuden er aftrykket af denne blodige fod meget smukt. Så uanset hvordan man pakker det ind, så efterlader det os også i en æstetisk lykkelig situation: Vi er i stand til at vise død og elendighed, men vi gør det på en smuk måde. Det er ikke æstetik for æstetikkens egen skyld, det er mennesket, når det er mest nøgent. Som med snotungernes hånd på opslagstavlen. Der udmærket kan suppleres med et fotografi af en åben mund og hullet efter den sidst tabte tand. Det er bare en anden historie.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere