Hvorfor?

JEG STILLER mig selv en masse spørgsmål efter at have set avisens forside i onsdags. Det gør jeg, fordi jeg er blevet ramt på mine følelser. Hvordan kan det være, at et barn skal være bag hegn og pigtråd? Hvorfor er der ingen glæde og leg? Hvorfor er sengen smadret? Eller i det mindste smidt ud, så træet kunne være smukt i sig selv og ikke blot endnu en rekvisit i en sørgelig kulisse. Hvorfor ligner barnet en hund med hovedet og halen mellem benene på vej væk fra noget, den har gjort galt? Hvorfor vælger fotograf Miriam Dalsgaard ikke af fotografere de 20 børn, som følger hende rundt i Sandholmlejren? Og hvorfor skal vi bombarderes med fotografiske kommentarer i form af indhegning, lukkethed og destruktion? Fordi det er den følelse, som Miriam sidder tilbage med efter tre dages fotoreportage og 700 billeder i computeren. Miriam går rundt i lejren for at vise os andre, hvordan der egentlig ser ud. Billeder af livet i en verden vi ikke ellers kan få lov at se. »Hold kæft, hvor ser her ud«, er en af hendes kommentarer. BÅDE POLITIKERNE og befolkningen er splittet. Nogen synes, det er for dårligt, og at tilstandene på landets asylcentre skal ændres. Andre trækker på skuldrene og siger, at sådan er det bare. Vores holdninger bliver hjulpet på vej. Det er nemmere at tage stilling, når nogen gør det for os. Selv om Miriam tager rigtig mange billeder kommer der kun få i avisen. Det kræver mange overvejelser at finde det bedste billede, for det vil kun vise en brøkdel af livet og virkeligheden i lejren. Mange ud over Miriam giver deres mening til kende, når der skal vælges illustrationer til artikelserien. Blandt andet billedredaktøren, nyhedsredaktøren og journalist Olav Hergel, der var med i Sandholmlejren. Diskussionen er væsentlig. Den betyder, at de uforståelige symboler og uklare ideer bliver lagt på hylden. Det er vigtigt, at tekst og billeder sender de samme signaler til læseren. Ellers skaber vi en unødvendig forvirring og en dårlig forståelse af sammenhængen. Teksten kan efterfølgende rettes ind efter billedet, men ikke omvendt. Billedet er taget, det ligger på computeren, hvor det kan beskæres og efterbearbejdes. Men indholdet kan vi ikke lave om på. Det blev fanget den 1/250 sekund, hvor vi trykkede på udløserknappen. Og hvordan vores eget humør var i det lille øjeblik, viser sig straks vi åbner billedfilerne hjemme på avisen. Vores billeder sættes ind i en kontekst, som er givet på forhånd - en analyse, kommentar eller reportage. Når vi kigger billedmaterialet igennem, leder vi efter de motiver, som genkalder den følelse, vi havde i det øjeblik, vi trykkede på knappen. I Miriams tilfælde var den ikke positiv. Det var derfor, hun valgte dette billede. FOR DET ER først, når vi for alvor bliver ramt i vores følelsesmæssige yderpunkter, at det bliver interessant at se på resultatet. Som fotografer prøver vi selvfølgelig at være objektive og skildre den begivenhed, som vi er midt i, på den mest neutrale måde. Men vi kan ikke undgå at blive påvirket af de stemninger, som er til stede. Jublen til en fodboldkamp efter en scoring, vrede demonstranter med bannere og råb - eller stilheden på et uheldssted efter en voldsom trafikulykke. Det er vores pligt at vise jer, hvad vi ser, når vi oplever verden med et kamera foran øjet. Det er netop fotografiets styrke, at det rokker ved vores opfattelse af livet. At det bevæger os på både godt og ondt. Og at det stiller nye spørgsmål. For eksempel hvad der skal til, for at der kommer glæde i Sandholmlejrens ansigter.