I onsdags landede hosstående dims på fotografernes borde på Politiken. Guderne skal vide, at en fotografs taske er tung nok i forvejen, så hvad er lige meningen? Og hvad i himlens navn er det egentlig? Jo, det er såmænd en båndoptager - af den digitale slags. Den vender vi tilbage til. For det at lave avis er i høj grad det muliges kunst. Sker tingene et sted, der er tilgængeligt for os, og kan vi nå at få det inden for dørene, inden sværten rammer papiret? Og så er der det evindelige spørgsmål - har vi plads? På en normal hverdag er der i Dagbladet Politiken 32 sider. Hver dag kæmper en hær af journalister, grafikere, tegnere, annoncører og fotografer om pladsen. Kampen koster sommetider tårer, næsten altid sved og i sjældne tilfælde blod. Det er ikke unormalt, at man kan høre døre, der smækkes med et brag på en avis. Ofte fordi en journalist har fået skåret i sin tekst, eller en fotograf har fået besked på, at der ikke var plads til alle de billeder, han eller hun mente var nødvendige for historien. Men gudskelov er pladsen ikke uendelig, fristes man til at sige. I så fald ville avisen være enorm. Du synes måske allerede, at drønet fra entreen er højt nok, men tænk, hvis vi kunne trykke alt? Forestil dig en avis på 60 kilo. Hvem ville nå til sidste side? At du nu er nået til sidste side i denne avis er vel en slags anerkendelse af, at vi har gjort vores arbejde okay i dag. Det er selvfølgeligt langtfra sikkert, at du har læst ALT, men du er i hvert fald nået hertil. Og du har stadig luft til at læse dette. Tilbage til båndoptageren. Skulle det nu være nødvendigt for en fotograf? Ja. Noget nyt er nemlig ved at ske. Det har egentlig været der et stykke tid, og det ser ikke ud til, at det går væk igen. Nettet. For ikke så lang tid siden kunne ordet 'nettet' få de fleste i avisbranchen til at slå korsets tegn og ønske sig tilbage til en tid før morsealfabetets opfindelse. For kommer nettet og tager avisen? Skal vi nu dø? Svaret er nej. Nettet er avisens livskraftige bror. En bror af den slags, der er lidt hurtigere, meget smartere og kan uendeligt meget mere. Men han har også sine svagheder. Pladsen er nemlig ubegrænset. Derfor skal vi forsøge at gøre det, der puttes derind, så godt som muligt. Og her kommer den nye båndoptager ind i billedet. Ideen er at producere små (og forhåbentlig med tiden store) billedhistorier til nettet. Som noget 'nyt' vil vi nu forsøge os med at lægge lyd ved billederne. Ikke Vivaldi, men rigtig lyd - optaget, mens vi fotograferede. Forestil sig, hvis du kunne høre Frank Jensens suk, mens billedet efter formandsvalget blev taget. Hvis du kunne høre barnet fra Pakistan græde foran det væltede hus, eller hvis du kunne høre suset fra de tusinder af fodboldfans på stadion til weekendens superligakamp. Så ville fotografiet måske tale endnu højere og tydeligere til dig, der læser. Mulighederne er som pladsen uendelige. Men ligesom nye muligheder forpligter, gør mere plads det også. Så derfor skal vi begrænse os. Også med lyden. Så du kan få luft. Og så vi får fortalt vores historie. Det vil vi nemlig gerne. Nu hvor der alligevel er lidt mere plads. Se billeder med lyd på www.politiken.dk under 'Fotografier' og 'Slaget om København'