0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Har vi nok i os selv?

Jacob Aue Sobol
Foto: Jacob Aue Sobol
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

HAR ET FOTOGRAFI nogensinde gjort en forskel? Har et fotografi nogensinde været med til at ændre vores opfattelse? Nævn et fotografi, der har sat sindene i kog og tvunget os til handling. Handling, der vel at mærke ændrede tingenes tilstand. Som nogle tegninger af profeten Muhammed har gjort det.

Nej, det er svært. Jamen, hvad med den vietnamesiske pige, der løber nøgen på en vej, ramt af amerikanske napalmbomber? Den jødiske dreng med hænderne i vejret i Warszawas ghetto under Anden Verdenskrig? Munken, der sætter ild til sig selv i protest mod krigen i Vietnam? Marilyn Monroe med blæsende løftet skørt? John Holmes med mega stor stivert? Kronprins Frederik og Mary ved alteret til deres bryllup? Fogh Rasmussen ved hans ugentlige pressemøde, med øjnene skruet på uendelig? Nævn mig et eneste billede, der har ændret dit liv? Og ikke bare et billede, du kan huske, men et billede, der har fået dig til at tænke og handle anderledes.

Vil det så være billedet af din nyfødte søn, smurt ind i fosterfedt, grim som bare fanden, men verdens største mirakel? Eller billedet af dig selv med studenterhue på? Eller et uskarpt billede af en leende pige, flirtende med kameraet og dig, der tog billedet netop den dag, I mødtes? Hvis billedet findes, vil det så være et billede fra det offentlige rum, eller et billede fra privatsfæren?

Ser vi kun det, vi vil se, og er fotografi, der fortæller om andre menneskers liv og skæbner, i virkeligheden et opreklameret mediestunt? Er billederne af flygtninge i Sandholmlejren for uvirkelige og for langt væk fra vores eget liv og måske så langt væk, at vi ikke kan kapere deres ulykke og tragedie? Gælder det også billederne af de dræbte børn i Irak, børnene der dør af sult i Darfur, eller hvor som helst på kloden? Gider vi bare ikke se billeder af mennesker og begivenheder, der vil pådutte os dårlig samvittighed, og med den inde under huden indirekte tvinge os til at handle og tage stilling?

Har vi kort sagt nok i os selv?

Da jeg som jurymedlem i årets World Press Photo-konkurrence sad og så 16.000 billeder igennem, var der fortvivlelse nok. Tsunami, jordskælv, afhuggede hoveder, blødende bandeofre osv. osv. Naturligt nok, for de nævnte begivenheder er, om man kan lide det eller ej, tilsyneladende en naturlig del af livet. Naturkatastrofer og krig. Om krigene er af ideologisk eller af økonomisk tilsnit kan komme ud på et. Død er død.

Befriende var det, da fotograf Jacob Aue Sobols billeder dukkede op på skærmen. I søndags bragte vi i PS otte af hans billeder fra Guatemala. de gjorde ikke alene et stærkt indtryk på mig, men også på de andre jurymedlemmer. Var vi vidner til en fotograferet drøm eller noget teater opført i højlandets tåger? Nej, opdagede vi, vi var blevet lukket ind i en dagligdag fjernt fra vores egen, men alligevel let at identificere sig med.

Ja, siger du, at se to børn kramme hinanden giver jo heller ingen dårlig samvittighed, vel? Nej, al fotografi, der ikke handler om én selv, skal heller ikke give dårlig samvittighed. Det ville ikke være til at holde ud og afgjort have den konsekvens, at vi lukkede øjnene, og lukkede af.

Det er der nu ingen grund til, for så længe vi lader fotografiet bringe os til ukendte steder - og ditto tilstande - og så længe vi evner at aflæse de historier, vi får fortalt, så tror jeg, der er håb. Ikke for dem på billederne, men for os.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere