'Dø, svane, dø'

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

PÅ POLITIKENS bonede gange og i hovederne på alle os kloge, der vader rundt på dem, er der stor uenighed om, hvordan vi skal tackle fænomenet/ sagen/ katastrofen/ sygdommen fugleinfluenza. Nogle mener, at vi aldrig bør forsømme en lejlighed til at sammenligne antallet af døde i forbindelse med fugleinfluenza med antallet af døde i forbindelse med såkaldt almindelig influenza, hvorved sagens manglende alvor vil fremkomme. Andre mener, at vi kun har set toppen af et stort buldrende isbjerg. Heldigvis er vi ikke alene, det er ikke kun inden for vores mure, at der hersker uenighed. Tyskerne mener tilsyneladende, at alle skal vaccineres, mens den danske sundhedsstyrelse kritiseres for at tage for let på den eventuelle kommende fare for en epidemi. Vi er med andre ord flere, der er forvirrede. Sent tirsdag aften ringede fotograf Thomas Borberg til mig og fortalte, at man havde fundet døde fugle på den anden side af Østersøen. Rügen nærmere bestemt. Hans nyhedsgen var vakt til live, og der gik ikke mange minutter, før han og en journalist sad i bilen på vej sydover. Klokken halv fem om morgenen var de fremme, og derfor var Thomas i stand til at tage nærværende besynderlige billede af tre lamper, to opstillede tv-kameraer, en levende og to tilsyneladende døde svaner i det gryende morgenlys. Det samlede scenarie monteret pittoresk og en anelse surrealt på noget, der ligner en kaj. Fraværet af mennesker er slående og gør billedet endnu mærkeligere. For symboliserer det tekniske isenkram, der overvåger svanen, i virkeligheden os - dig - og bliver dette stilleben ikke blot symbolet på vores alle sammens higen efter død og ulykker, vores higen efter den perfekte katastrofe? 'Dø, Svane, dø', hedder programmet, og der behøver heller ikke være nogen til at føre kameraerne, svanen har lagt sig pænt tilrette, den ved godt, hvad der kræves af den. » The horror, the horror«, hvisker vi gysende. Hvor meget skal dækningen af sagen fylde i avisen, og hvor skal det ligge? Skal vi tage hensyn til den, utvivlsomt, store læserinteresse og nysgerrighed om emnet, eller skal vi mane til ro og besindighed? For slet ikke at tale om, hvordan vi skal illustrere det? Er det et nærbillede af en død svane, 'Der kan I selv se, den er død ...', er det billeder af mænd i hvide dragter, der bærer sække ind i biler, eller er det et billede, der viser Mediedyret på jagt efter rædslen, akkurat som nærværende billede gør det? Hysteri eller ej, jeg ville ærgre mig helt ind i min mellemledersjæl, hvis vi ikke var i stand til at vise nogen af delene. Vi lader lige billedet stå et øjeblik. Tak.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her