Kære Mor

Damir Sagolj/ Reuters
Damir Sagolj/ Reuters
Lyt til artiklen

SELV OM DU har været død i mange år, ved jeg, at du kan lide at høre nyt hjemmefra. Selv har jeg aldrig haft det bedre. Du husker nok, hvor nervøs du var, dengang jeg ville være fotograf, men aldrig fik nogen uddannelse. Men på forunderlig vis er jeg i dag beskæftiget med noget, som mange ser, og alle kan forstå, nemlig billeder. Forstå og forstå er måske så meget sagt, for det viser sig ofte, at vi ikke oplever det samme, selv om vi ser på det samme billede. Det giver nogle gange store problemer. Både forståelsen og problemerne opstår på tværs af landenes grænser - vi kalder det globalisering, men det kender du jo ikke til, det fandtes ikke, da du levede. Ja, i sandhed, aldrig har billeder betydet så meget for os. For det er virkeligt sandt, at »et billede siger mere end 1.000 ord«. Og det i den grad, at de 1.000 ord, som nogen bagefter forsøger at forklare billedet med, overhovedet ikke slår til. Der skete det, at nogen lavede nogle tegninger og puttede dem i deres avis. Du talte jo selv om retten til at ytre sig, ytringsfriheden, som betyder, at der ikke er nogen, der bestemmer over, hvad vi må sige. Men da nogen andre så tegningerne, blev de sure. De følte, at der blev gjort grin med dem og med det, de troede på. Lige lidt hjalp det, at de, der havde puttet tegningerne i avisen, sagde, at de overhovedet ikke var ude på at fornærme nogen - og hvordan kunne det for øvrigt finde sted, for tegningerne forestillede jo ikke et levende menneske? Det viste sig desværre at være en af de større misforståelser. For dem, der var vrede, mente, at tegningerne forestillede en person, der var langt vigtigere end noget nulevende menneske. Personen på tegningerne var faktisk vigtigere end selve livet. Det havde de, der bragte tegningerne, bare glemt at undersøge. Lad nu være med at afbryde, hører du? Ja, det er rigtigt, der er måske nogle problemer, men jeg er sikker på, at de vil blive løst. For vores øverste politiske leder besluttede nemlig, at det ville være godt at tale med alle de vrede. Ja, ja, det er rigtigt - først syntes han ikke, det var en god ide, men da alle de samtaler, som ikke blev holdt, betød, at mange mennesker ikke ville købe vores ost, blev sagen rigtig alvorlig. Havde det bare været osten, men nu havde idiotien, uvidenheden, løgnen og dumheden gjort sådan cirka mange hundrede millioner mennesker skide sure. Hold nu op, mor, jeg ved godt, jeg ikke må bande, men ude på gaderne i de andre lande satte de ild til vores flag, råbte, at vi skulle dø, og brændte billeder af vores øverste leder. Se selv her på siden. Hva' sir' du, er du forvirret? Okay, indrømmet, det er jeg også. Jeg prøver at sætte mig ind i alles sted: hvorfor nogen havde lyst til at bringe de der tegninger, og hvorfor nogen blev vrede over det. Begge dele forstår jeg, men jeg forstår selvfølgelig ikke, at de vil slå os ihjel. Jeg synes på en måde, at de tager Hans navn lige lovlig forfængeligt, og sagde du ikke engang, at det var en af de største synder? Jeg synes, det er mærkeligt, at netop offentliggørelsen af de her tegninger, og dermed beviset på den totale ytringsfrihed, ender med at få den konsekvens, at netop ytringsfriheden bliver indskrænket. Ikke med vores gode vilje, men fordi det viste sig, at andres følelser var stærkere end vores lille lands principper. Var det prisen værd?, spørger jeg mig selv om. Nej, mor, jeg synes ikke, de, som blev vrede over de tegninger, har ret. Men du opdrog mig, så jeg lærte at lytte til andre og til at respektere dem - også selv om de ikke var som dig og mig. Kan du huske vores diskussioner om den hvide mand og hans uovervindelige tro på egen styrke? Den hvide mands rethaveriskhed? Vores iboende racisme? Mor, jeg skriver en anden gang, dine børnebørn er dejlige og har det godt. Desværre holder Jonatan med FCK, og som du ved, skændes vi lidt over det, men det er jo hans ret. Hilsen din søn, Per.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her