Hommel og Hommel

Lyt til artiklen

»ÅH DAV, hvor er det længe siden, du ligner fuldstændig dig selv«, kan vi finde på at sige, når vi møder en gammel bekendt eller tidligere skolekammerat, vi ikke har set i mange år. Det passer ikke altid, nogle gange er vi bare høflige, men der findes mennesker, som vi synes ligner sig selv hele livet. Deres ansigt og hår har ikke ændret sig væsentligt, og måske har de hverken taget på eller tabt sig. Indrømmet, det er sjældent, at mennesker taber sig. Af personlig erfaring ved jeg, at det modsatte er tilfældet, efterhånden som årene sætter sig gramsende på ens skelet. Modsat findes der mennesker, som på ganske kort tid drastisk skifter udseende. Et skift, der måske giver os fornemmelse af, at personen med sit ændrede ydre også må have gennemgået en indre forvandling. For hvordan kan man ellers pludselig se så anderledes ud? På billedet længst til højre, taget 4. august 2004, ses kaptajn Annemette Hommel. Hun er netop hjemsendt fra Camp Eden i Irak og under anklage for at have mishandlet irakiske fanger. Det andet billedet af Annemette Hommel er taget i torsdags, da der blev afsagt dom i sagen. Hvis vi ikke vidste, at begge billeder forestiller Annemette Hommel, ville vi tro, at der var tale om to forskellige personer. Udtrykket i de to billeder er nemlig som dag og nat. På billedet fra august 2004 ser vi en korthåret soldat efterladende et indtryk af maskulinitet. Hun er dybt berørt og rasende over anklagerne imod sig, og hele kropssproget er afvisende og i forsvar. På billedet fra i torsdag er det en smilende, glad kvinde, der forlader retten, udadvendt og imødekommende. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Annemette Hommel ser anderledes ud i dag, i forhold til hvordan hun så ud i 2004. Lynndie England (uden sammenligning i øvrigt), kvinden, der i Abu Ghraib-fængslet fører de irakiske fanger i hundesnor m.m., var også korthåret og sendte også et maskulint signal. Også hun skiftede fuldstændig udseende efter sin hjemkomst til USA. Nej, skiftet er bevidst, Annemette Hommels udseende nu er i virkeligheden hendes rigtige udseende. Det korte hår, hun havde anlagt sig i Irak, var en forklædning, anskaffet til lejligheden og omstændighederne. Vi lærte hende bare at kende med det korte hår, og den indædte vrede. Undervejs i retssagen har man kunnet følge Annemette Hommels skift fra Kaptajn til Kvinde. Med stort K. Den ydre ændring, hun har gennemgået, udfordrer vores indre billede af personen Annemette Hommel. Og skulle en og anden i sin tid have dannet sig en hurtig mening alene ved synet af den korthårede Fru Kaptajn, fangemishandleren, så giver det nye billede af Annemette Hommel mulighed for at minde sig selv om, at udseendet kun er den ydre skal, vi bærer rundt på.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her