Pladderhumanisme og virkelighedsfornægtelse

ALDRIG HAR DE KØBENHAVNSKE gader været befolket af så mange sælskindsjakker som i denne vinter. Det kan jeg godt forstå, for de er varme og - når de er flottest - meget elegante i deres snit. Nu er det kommet frem, at en del af den grønlandske skindtøjsproduktion er baseret på sæler, som har fået en kølle i hovedet i Canada. Eller måske endda er blevet flået i levende live. Specielt det sidste forekommer barbarisk og er vel i sin konsekvens en handling, der er totalt renset for medfølelse. De kunne da slå dyret ihjel, inden de flåede skindet af det, tænker man. Give dem et ekstra gok i hovedet. Billederne af mænd, der tæsker løs på små sælunger, er ikke en bevisbyrde, det er let af tale sig ud af. Det er simpelthen godt tv, næsten på højde med de gange hvor 4-6 hvaler har fået lukket sig inde i en våge, hvorefter den samlede menneskehed (ofte af amerikansk oprindelse) sætter himmel og jord i bevægelse for at redde dem - med et forbrug af ressourcer, der kunne holde et mindre afrikansk land oven vande i årevis. Og lige så ofte med et mislykket resultat. Som om der var en mening med, at hvalerne havde lukket sig inde. Man kunne i et svagt øjeblik forveksle omsorgen for de stakkels dyr med ... omsorg. Det er det ikke, det er pladderhumanisme og virkelighedsfornægtelse. Hvis der rejste sig en stærk og slagkraftig folkebevægelse imod det faktum, at vi i Danmark årligt slagter omkring 130 millioner kyllinger, og hvis denne opinion ville forholde sig til, hvordan mon de 130 millioner kyllinger vokser op, og senere slagtes på sekundet (det er nemlig nærmest videnskabeligt, som kyllingens korte liv former sig), så ville jeg bedre kunne forstå forargelsen på de vilde dyrs vegne. Eller de kære svin, som vi har en cirka 30 millioner stykker af. I dag anslås det, at havet er fyldt af seks en halv million grønlandssæler. De lever frit i havet, går ikke rundt på kæmpefarme med deres (lidelses-)fæller, bliver ikke hakket i på grund af for lidt plads, og bliver ikke fodret så de præcis kan slagtes på den givne dag: dagen, hvor de har den ønskede vægt, og hvor rentabiliteten er størst. Det skal nemlig kunne betale sig, skal det. Sådan er det også med sælungerne. Det skal kunne betale sig. Et skudhul trækker prisen for skindet ned, først hos den der indhandler skindet og senere i processen bliver skindet mindre anvendeligt. Og hvem vil cykle rundt i Københavns gader med et skudhul i ryggen?