SYV TILFANGETAGNE irakiske mænd, som mistænkes for at være oprørere, føres af sted af en amerikansk marinesoldat. Det er tæt på grænsen mellem Irak og Syrien. Billedet er taget af den engelske fotograf Sean Smith og blev bragt på forsiden af The Guardian i onsdags. Det dementerer, hvad jeg for nogle uger siden skrev på denne plads. Dengang forudsagde jeg, at ingen 'hvide' fotografer længere ville fotografere i Irak, fordi risikoen for at blive dræbt simpelthen var for stor. Hvor stor den er, forstår man, når man ser Sean Smiths andre billeder fra Irak. For eksempel var han med en amerikansk deling på patrulje, hvor syv soldater blev dræbt under en træfning med irakiske oprørere. I disse dage tales der om, hvornår de danske, engelske og måske endda amerikanske tropper kan (skal) forlade Irak. Når man ser på nærværende billede, som ikke indeholder vold eller aktive krigshandlinger, så bliver det klart, at konflikten i Irak kun vil efterlade sig tabere. Måske der blandt disse syv tilfangetagne mænd befinder sig aktive modstandere af de udenlandske troppers tilstedeværelse i Irak. Måske ikke. Det er ikke visheden, eller uvisheden om dette, der gør dette fotografi så rystende. Fotografiet er et alt for klart udsagn om, hvorfor hverken USA, Storbritannien, Danmark eller et hvilket som helst andet land, nogensinde vil kunne 'vinde' krigen i Irak. Billedet af disse syv, levende, ydmygede irakiske mænd, viser klarere, end billedet af syv lig ville have gjort, hvorfor den væbnede modstand bliver ved. At være død er til at forstå, fordi det er ultimativt og endegyldigt, men at skulle leve videre med visheden om sin egen ydmygelse, eller med billedet af sin fars på nethinden, det er svært. Måske endda ubærligt. Hvis vi ikke forstår den reaktion, et billede som dette kan afstedkomme, og hvis vi ikke evner at forstå psykologien bag reaktionen, så er vi for alvor fortabte. Fortabte i vores eget syn på, hvad der er ret, og hvad der er forkert. Og fortabte, når det gælder om at finde modeller for, hvordan konflikter skal løses. Måske det allerede er for sent. Fosforbomber kastet både af amerikanerne og englænderne, og fortsat tortur i fængslerne. En dansk regering, hvis tavshed er larmende. I Fredericia går 50 unge en nat amok i en kolossal ecstasyrus og kommer i kæmpeslagsmål med politiet. Et tv-program, hvor nogle kappes om at være bedst til at danse rundt, trækker knap to millioner danskere til skærmen. Vi bliver skilt som aldrig før, men heldigvis er det snart jul. I Irak går syv mænds syv sønner ned i kælderen og graver geværet op.
Måske endda ubærligt
Lyt til artiklen