I ytringsfrihedens navn ...

TI TIMER INDEN MARY fødte sin prins, og et tågeslør af idioti lagde sig over medierne, demonstrerede 3.000 mennesker på Rådhuspladsen i København. De var oprørte over 12 tegninger af profeten Muhammed, som Morgenavisen Jyllands-Posten havde bragt. Demonstranterne gik forbi, hvor jeg arbejdede, og råbene fik alle i redaktionslokalet til at haste hen til vinduerne. Dér stod vi så og kiggede ned på noget, vi ikke forstod. Først kom mændene, nogle af dem bærende på ens udseende skilte med slogans, og til sidst kom kvinderne gående i en samlet gruppe. Jeg gik over på pladsen, for når man ikke forstår det, der sker, eller hvis man bliver bange, så er det ofte en god ting at træde et skridt frem i stedet for at træde et skridt tilbage. En imam sang en bøn, og selv om der kun var opstillet to små højtalere, så var lyden høj, og fordi jeg ikke forstod et ord af det, han messede, var det en meget underlig fornemmelse. Lyden var så præsent, at han næsten var inde i min krop. Mændene stod tavse og lyttede, nogle holdt en mobiltelefon op, enten for at tage billeder eller for at sende lyden direkte til en modtager et eller andet sted, andre optog video med små digitale optagere. Dér på pladsen i København stod de så, og ovre i Viby uden for Århus sad folkene fra Jyllands-Posten og nikkede bedagede til hinanden, røde i kinderne af stolthed. Sagde vi det ikke nok, hviskede de og klappede hinanden på Egoet. Så løftede de skiltet, hvor der i flammeskrift stod 'YTRINGSFRIHED', så vi alle kunne se det og nikke anerkendende. Jo, jo, så sandt, så sandt. Den manglende forståelse for hinanden er total. I begge lejre. Samtidigt luftede integrationsministeren, af alle, tanken om at forbyde burkaen, klædningsstykket, der indhyller kvinden fra top til tå. Socialdemokraterne prøvede at udrede 10 års skizofreni om integration, alt i mens de forsøgte at overbevise os om, at det ikke var kollektivt selvmord, de øvede sig på. Og så følte 11 ambassadører fra diverse lande sig kaldet til at skrive til statsministeren og klage over besudlingen af Profeten. Der er ingen grund til at grine, fotograf Jens Dreslings billede fra demonstrationen på Rådhuspladsen er desværre ugens mest triste vidnesbyrd om, hvad den hvide mands rethaveriskhed, selvgodhed og i det hele taget manglende evne til indlevelse kan afstedkomme. Men det er ikke kun de hvide, man kan bebrejde. Tragedien er stor, for det er et isbjerg, vi står oven på. Eller en vulkan om man vil. Jo flere mure der stilles op, barrierer der bygges, og løgne eller misforståelse der fortælles videre, jo mere uvidenhed og had opstår der. Under os rumler kræfter, vi ikke har fantasi til at forestille os. Endsige fantasi eller evne til at gøre noget ved. Og vi er ikke engang nået til at tale om den gode eller dårlige vilje, i begge lejre er det kun dumhedens grimme fjæs, der griner os i møde.