Umuligt uden Fikré

I SØNDAGS BRAGTE POLITIKEN nærværende billede af tre afrikanske flygtninge. De skjuler sig i skovene uden for den spanske enklave Ceuta på kysten i Marokko. Som skrivende journalist er man aldrig alene, når artiklen skal gøres færdig. Man kan få kolleger til at læse sin tekst igennem og komme med gode råd, man kan komme med forskellige forslag til overskrift, og meget ofte vil man opleve, at en redaktionssekretær eller redaktør går ind og stryger sætninger og ændrer andre. Udelukkende med det formål at gøre artiklen bedre. Som fotograf er man alene, når der skal trykkes på knappen, og billedet skal tages. Der er ikke mulighed for at spørge sidemanden om, hvornår man skal tage billedet, og der er slet ikke mulighed for at ringe hjem til privaten eller redaktionen for at spørge, om vinklen nu er den rigtige, kompositionen god eller udtrykket præcist nok. Der skal trykkes, og det skal være nu. Hov, ærgerligt, nu er det for sent. Fotografer må ofte lave en del af arbejdet hjemmefra. For når billedet er taget og opgaven udført, turen slut og efterbehandlingen venter, så er det for sent at lave billedet om. Er fotografen alene i det øjeblik, selve billedet skal tages, er fotografen til gengæld dybt afhængig af den, han eller hun arbejder sammen med. Tag nu for eksempel fotograf Martin Lehmann. Han så ind i sit kamera, valgte udsnit, brændvidde og blikretninger. Så eksponerede han korrekt, eller det var måske noget af det første, han gjorde, i hvert fald sluttede processen med, at hans højre pegefinger forsigtig trykkede udløserknappen ned. Men det forløsende øjeblik, da billedet blev taget, var blot kulminationen på en lang række af begivenheder. I den forløbne uge har jeg flere gange dagligt talt i telefon med Martin Lehmann, og hans gennemgående udsagn har været: » ... at denne her tur aldrig kunne være lavet uden Fikré«. Hvem er Fikré? Han er journalistpraktikant på Politiken, født i 1978 på Frederiksberg og søn af marokkanske forældre. Han taler arabisk, er muslim og familien har sommerhus 30 kilometer syd for Ceuta. En helt almindelig dansker, som vi siger. Uden Fikré el-Gourfti og hans sprogkunnen, hans viden om Marokko og Ceuta specifikt, var Martin Lehmann, født på Nørrebro i København i 1976, søn af danske forældre, vokset op i Brønshøj, aldrig kommet i nærheden af de tre mænd i skoven, og så var billedet af dem følgelig aldrig blevet taget. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad vi ville være i stand til at rapportere om, hvis der i blandt os var nogle med afrikansk, grønlandsk, indisk, australsk eller chilensk baggrund.