Når de 'rigtige' fotografer rejser hjem

LAD DE LOKALE FOTOGRAFER blive skudt, det er bedre end at miste en af vores egne, og så er det også langt billigere. Sådan siger vi ikke højt, men i realiteten er det sådan, det fungerer. En krig er nemlig ikke bare en krig, en krig kan være mere eller mindre farlig. I øjeblikket er krigen i Irak, som vist ikke engang er en rigtig krig, meget farlig at være i nærheden af. Det gælder både for indbyggerne, som jo ikke engang 'er i nærheden af', de bor og lever simpelthen i landet, det gælder udenlandske soldater, men i høj grad også journalister og fotografer, der dækker begivenhederne. Siden marts 2003 er 68 pressefolk dræbt i Irak. Nogle skudt af oprørsstyrker, andre skudt af de allieredes befrielsestropper. Der opstår et skisma mellem det nødvendige behov for information og risikoen for at blive slået ihjel, når man indsamler den. Der findes ikke noget kompromis. Man rejser nemlig ikke til Irak, går frit omkring i Bagdad, og 'passer på'. Rejser man overhovedet til Irak, så sidder man buret inde i en militærlejr, for hvis du går ud for at udføre dit arbejde, er det muligt, du bliver returneret i en kiste. Altså holder de vestlige medier deres folk væk fra Irak. Alligevel er der billeder af noget af det, der foregår. Købt og hentet hos Associated Press eller et af de andre store bureauer, men ikke, som kutyme ellers er, fotograferet af deres egne indfløjne fotografer. De er nemlig trukket hjem af sikkerhedsmæssige grunde, og i stedet erstattet af lokale stringers - løst tilknyttede fotografer. En stringer behøver ikke at være det, vi i vores professionelle verden forstår ved en 'rigtig' fotograf. Ofte er det håbefulde unge mænd, der øjner en mulighed for at tjene penge. Skulle de være så heldige at få et scoop i kameraet, opnår de måske endda berømmelse. Og scoop i denne sammenhæng er ensbetydende med at være tæt på volden og blodet og døden. Jo mere gru, jo større et scoop er det. Da kampene om Grosnij i Tjetjenien var på sit højeste, betalte bureauerne, og tv-kanalerne, lokale folk. De udstyrede dem med kameraer eller små digitale video-optagere. Hvis det lykkes dem at få optaget billeder eller film, så fik de penge, ellers ikke. Fotografierne fra Irak, der er at finde i Associated Press' base i den forløbne uge, bærer kun irakiske fotografers navne. Måske situationens alvor kan aflæses af motiverne, for hvor der tidligere var billeder af selve voldsomhederne, f.eks. kamphandlinger og husundersøgelser, ser vi nu mest billeder af det, der sker efter selve kampen: De døde i lighuset, ilden i en bombesprængt bil slukkes, eller de døde begraves. Fortsætter udviklingen ender 'Sagen Irak' med at blive usynlig. Jeg tror på billeder, mere end jeg tror på døde fotografer, men i sidste ende, er truslen mod indsamling og formidling af viden, en trussel imod et samfunds evne til at reagere og træffe beslutninger. De rigtige vel at mærke.