I ONSDAGS BRAGTE POLITIKEN et billede af en soldat på vej ud af en kampvogn. Der var ild i ham, men han overlevede. Det fik en del læsere til at skrive til os og spørge, om vi var blevet sindssyge. Én opsagde sit abonnement i vrede. På nærværende billede ses en kopi af Politikens forside fra i torsdags. Den er ualmindelig af flere grunde. Dels handler den om et eneste emne, nemlig debatten om ulighed, og dels er den renset for fotografier eller andre former for illustrationer. Den var der ingen læsere, der klagede over. Kom ordet eller billedet først? Hvordan ser billedet af 'ulighed' ud? Hvilken farve har det? Kan man overhovedet vise et billede, der skal forestille 'ulighed', uden at det bliver en stereotyp, eller en kliché, som man i bedste fald kan nikke genkendende til, men som i værste fald vil være propagandistisk eller manipulerende? Nogle gange er billederne i avisen for store, og nogle gange skulle der slet ikke have været et billede til den givne artikel. Det skal der så alligevel, for man ved fra undersøgelser, at noget nær 100 procent af læserne ser samtlige billeder i avisen. Og man ved også, at billederne ofte er læserens indgang til teksten. Først billedet, så overskriften, så teksten. Det betyder i al sin enkelhed, at en artikel, der ledsages af et billede, har langt større chancer for at blive læst, end en artikel der står alene uden illustration af nogen art. Fotografiet er nødvendigt og uundgåeligt i de tilfælde, hvor ordene ikke slår til. Der skal mange spaltekilometer til for at forklare det samme, som billedet af den brændende soldat evner at forklare på et splitsekund. Uanset om du kan lide det, du ser, eller ej. Et billede kan støje og larme så meget, at det blokerer for videre kommunikation. For eksempel når det er åbenlyst fejlvalgt. Som billedet vi bragte på analysesiden i torsdags. Det viste en person der stod og betragtede et stort billede. Billedet personen så på, forestillede menneskets ældste tidsfordriv beskrevet i mindste detalje. Over otte spalter. Mange læsere blev stødt. Med god grund, synes jeg. Selv om billedet i dette tilfælde opfyldte sin hensigt, nemlig at illustrere artiklen så godt og præcist som muligt, så forhindrede det samtidigt, at mange overhovedet kom i gang med at læse. Et eksempel på, at et upræcist billede havde haft større effekt. Den fotofri forside er ren og let aflæselig. Vi behøver ikke at se et portræt af stats- eller socialministeren, ej heller et forsøg på at illustrere begrebet 'ulighed'. Forsiden uden billede er i virkeligheden et stort billede, en stor illustration. Det offentlige rum, og ens egen avis, er fyldt med visuelle udsagn, som ofte er ufrivillig visuel støj, og i det lys er nærværende forside befriende alene på grund af dens visuelle enkelhed.