Det lille billede i det store

Lyt til artiklen

MAN KAN FOTOGRAFERE et motiv ihjel. I bare iver efter at fortælle historien. Som læser af et billede kan man nogle gange få den fornemmelse, at billedet er blevet forceret frem. Ikke at det er iscenesat bevidst, men bare det, at fotografen har prøvet så ihærdigt, er med til at tilføre selve fotografiet og udsagnet en ufrihed. I Politikens Fotodepartement plejer vi at sige, at »billedet vist rigtig nok er et meget fotograferet billede«. Enten er det rigtig meget fotograferet, fordi fotografen så gerne vil vise os, at han/hun virkelig er en god fotograf, eller også er det overfotograferet, fordi fotografen var usikker på, hvorfor billedet skulle tages. Så gælder det bare om at tage rigeligt. Skulle man tro. Men sådan er det ikke. Dels vil vi som læsere ikke have proppet ned i halsen, at fotografen er dygtig, vi vil kun se resultatet af dygtigheden og iveren, og dels afsløres det ubarmhjertigt, hvis fotografen ikke ved, hvorfor hun trykker på knappen. Billedet mister sit fortællermæssige fokus og bliver svært at aflæse. Det reducerer sig selv til en form uden indhold. På Miriam Dalsgaards billede fra New Orleans sidder en tatoveret mand i sin bil og ryger en Kool cigaret. Rattet er beklædt med slangeskind og på hans højre cowboybukselår ligger en pistol. Manden er skaldet og har fipskæg, han kigger ned, og solen skinner. Billedet ser ikke ud af meget, men det er en gevaldig historie, det når at fortælle, på sin egen stille facon. Dette nærbillede af en mand midt i oversvømmelserne kan selvfølgelig kun vises, fordi det ikke står alene. Ikke alene har du set i kilometervis af tv fra New Orleans, men også i Politiken har der været billeder, der viste oversvømmelsernes omfang. Historier fortælles bare aldrig udelukkende i totaler. Historier fortælles i spring, allerbedst med en stor variation i udtrykket og tempoet, så man som læser både har fornemmelsen af at være til stede i en helikopter, men også følelsen af at sidde i spidsen af et mikroskop, der borer sig ned i sit emne. Billedet af manden med sin pistol er selvfølgelig en lille bitte fragmenteret del af en stor begivenhed. Men ofte forstår vi kun det store og voldsomme, hvis vi får fortalt om det nære og personlige. Uden at det bliver proppet ned i halsen på os.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her