Selvfølgelig skal I se det billede

HVER (ENESTE) GANG Politiken bringer et billede af et lig på forsiden, får vi reaktioner fra læserne. Vi har krænket den døde, handlet uetisk, været sensationshungrende, eller, værst af alt, forhindret, at avisen kan ligge fremme. For ungen kunne blive forskrækket, skræmt og traumatiseret. Sådan lyder de typiske reaktioner. Sådan gik det også i torsdags, da nærværende billede blev bragt på forsiden. I midten af billedet ligger et stærkt forkullet lig. Jeg er ked af, at det ikke ses lidt tydeligere. For når vi får stukket i hovedet, at vi krænker de døde, så må jeg spørge: Hvordan kan I, der mener sådan, tillade jer at dømme og sige, at det er en større krænkelse at vise liget, end det ville være ikke at vise liget? Hvorfor er den moral, der tilsiger og fordrer tavshed og blindhed, bedre end den, der kræver åbenhed og gennemsigtighed? Hvorfor må danske børn ikke vide, hvad død er, hvorfor må de ikke blive forskrækkede, og hvorfor må man ikke tage for givet, at det er forældrenes pligt at forklare deres barn, under hvilke omstændigheder døden har fundet sted? Hvorfor er virkeligheden værre end alskens voldelig fiktion, om det så er Harry Potter eller voldsomme Disney-tegnefilm? Burde vi ikke være i oprør over, at der er dræbt i tusindvis af civile og militærfolk i Irak, og at Danmark er i krig? Og burde vi ikke være i endnu større oprør over, at det tilsyneladende kun kan finde sted, fordi det foregår så langt væk? Eller burde vi ikke foruroliges over, at vi grundlæggende ikke forstår noget som helst af, hvad irakerne tænker og gør - og burde den uro ikke få os til at ligge søvnløse om natten, fordi vi tilsyneladende heller ikke, som nation og folkesjæl, interesserer os en døjt for at finde ud af, hvorfor de tænker og handler som de gør? Kød og blod. Det kunne være vores nabo. Hvis der blev klaget over Politikens manglende tilstedeværelse i krigszonen, så forstod jeg det. Hvis der blev stillet krav om klare holdninger fra statsministerens side og bedt om svar på spørgsmålet om grundlaget for krigen eller nødvendigheden af præsident Bushs besøg, se, så kunne jeg forstå det. Men at klage over, at vi i sjældne tilfælde rent faktisk viser resultatet af Irakkrigen, det har jeg svært ved at forstå. Tilsyneladende er der intet, der kan vække hverken politikere eller menigmand. Normalt siger man, at der skal lig på bordet, før der sker noget, men i tilfældet Irakkrigen, er lig ikke engang nok.