Find luppen frem

FOTOGRAFIETS PRÆCISION er både dets styrke og dets svaghed. Når det i et enkelt udtryk formår at fortælle sin historie, er det blandt andet ved hjælp af sin præcision. For nogle historier kan kun formidles, hvis vi kan se, hvad billedet forestiller. Bogstavelig talt. Men netop fotografiets evne til at gengive og minutiøst afbilde det sete kan nogle gange forhindre, at billedet bliver aflæst. Det kan godt være, at det bliver set, men det er ikke det samme, som at det bliver aflæst. Et billede bliver først aflæst i det øjeblik, læseren selv skaber et nyt billede. Forbandes, forundres eller forbavses. Eller bare nikker genkendende. Det gode fotografi evner at sætte associationer i gang hos læseren, og derved sætte billedet ind i en større sammenhæng - eller mindre. De billeder, vi ikke ser, er dem, der ikke udfordrer os. Den smilende skuespiller, der fotograferes i anledning af en premiere (husk, at smilet er det mest afvæbnende, der findes, så hav aldrig tillid til fotografier af smilende mennesker), et portræt af en politiker, hvis kontrafej du udmærket kender, eller det kan være et billede af en ting. Aviser, blade og magasiner er fulde af billeder af ting. Kataloget fra supermarkedet eller møbelbutikken må nødvendigvis have billeder af ting, du kan genkende, men når det gælder det store område, der handler om at illustrere noget, så er kravet ikke nødvendigvis genkendelighed. Måske endda tværtimod. Miriam Dalsgaards nærværende fotografi har kravet ikke været at vise, hvordan et dankort ser ud. De fleste ved godt, hvordan et dankort ser ud, derfor er der ingen mening i at bringe et vellignende billede af det (et argument, der måske kunne overføres til diskussionen om politikerportrætterne). Når man skal illustrere et emne, har man nærmest pligt til at fortolke det, ikke kun at afbilde det. Vi gider simpelthen ikke se billeder af dankort, men vi vil godt se dankortet, hvis det præsenteres på en anderledes måde. Hvis det viser en detalje, som vi ikke selv har set eller været opmærksom på. De færreste går rundt med en god lup i lommen, men både den og makrooptikken kan anbefales. For hvis alle de tusindvis af ting, vi omgiver os med, synes selvfølgelige, og paradoksalt nok, qua deres evige tilstedeværelse, bliver usynlige, så er både luppen og makrooptikken en enkel måde at få genopfrisket sit syn og sin visuelle hukommelse på.