Sommeren befrier virkeligheden

Foto: Peter Hove Olsen
Foto: Peter Hove Olsen
Lyt til artiklen

POLITIKERNE HAR TRUKKET stikket ud. Kun en enkel ihærdig hr. Dohrmann fra Dansk Folkeparti er i stand til at fange mediernes opmærksomhed ved gratis at låne en storskrydende motorcykel af Suzuki. Resten af politikerne er tavse. Der er længere mellem de obligatoriske billeder af politikere. Og så er der plads til virkeligheden i avisen. »Jeg har fået bank. Det bløder. Fra ryggen. Det gør ondt i lungerne«, beretter manden på billedet. Billedet er taget af Peter Hove Olesen, og billedteksten lyder: »23.10. En mand synker sammen på trappen. Han er ramt af flere slag fra en økse. Politiassistent Jan Nicolaisen tilser offeret«. Politikens sommerXperiment har i denne uge slået sig ned på politistationen i Sønderborg. Fortæller ligefremt om stationens daglige arbejde. Billedet blev bragt torsdag i næsten en hel sides bredde. Det er ganske usædvanligt, at Politiken bringer et fotografi af et tilfældigt offer i den opsætning. Og endda uden en statistik til at underbygge et voksende problem med vold. Uden en skare af eksperter til at udtale sig om Sønderborgs mere dunkle miljøer. Kun en beskrivelse af en dramatisk begivenhed. Billedet er klinisk. Ansigtet er dækket af politiassistent Jan Nicolaisens skygge. Den ene halvdel af billedet er monumentalt sort. Kun i billedteksten oplyses det, at offeret bløder. Det er ikke et tæt-på-drama-vidvinkel-billede, men taget på distance. Det er smukt, reserveret, grumt og virkeligt. Om føje uger er magten tilbage på arbejde. Anders Fogh Rasmussen vil med stålsat blik fortælle os om absolut nødvendige nye tiltag. Dansk Folkeparti vil med ildhu kræve strammere love mod indvandring. Økonomer vil tale i båndsløjfer om rentens udvikling. Avisen vil igen være spækket med iscenesatte pressemøder af magtens mænd og kvinder. Teaterstykker udtænkt af taleskrivere og spinnende doktorer, opført med stil foran åbne mikrofoner og kameraer. Billederne kender vi allerede. Men vil der også være plads til Sønderborgs rå virkelighed? Jeg vil have sommer hele året.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her