Når synlighed giver mening

Er man en følelseskold og oplagsfikseret idiot, hvis man skriver om og fotograferer en mand, der ikke vil i avisen? Det er der en del læsere, der synes, efter at historien om Oliemanden sidste søndag stod at læse i Politiken.

Det var første gang Klaus Wagner - mandens borgerlige navn - kunne ses i Politiken. Men der har før været artikler om ham i Sjællands Tidende. Ellers havde vi aldrig hørt om ham.

På Martin Lehmanns billede ser vi en stor veltrænet mand gående i rask trav ud ad en landevej. Han ser på fotografen og ved godt, at der går en mand på den anden side af vejen. I Anders Rou Jensens tekst, får vi kendskab til mandens liv, men kun fra anden eller tredje hånd. Selv vil Kurt Wagner ikke tale med journalisten. Det skrevne portræt er ikke en passérseddel til en lukket afdeling, men et forsøg på at finde ud af, hvem denne underlige mand er. Ikke hvem denne ukendte mand er. Og det var måske den oplysning - at Klaus Wagner tidligere havde været genstand for medieinteresse - der kunne havde hjulpet den rasende læser på vej. Eller gjort endnu mere rasende, måske.

For hvilken ret har vi til at portrættere en mand, der ikke vil tale med os?

Politikens læsere er normale. Garanteret. I hvert fald efter en normal målestok. Du er politisk korrekt, og selv om halvdelen af læserne formodentlig har herpes, og 25 procent har stiftet - eller vil komme til det - bekendtskab med en eller anden form for psykiatrisk behandling, så er vi alligevel normale. Vi hælder ikke en liter dieselolie over os, og stavrer ud ad landevejen.

Men det er der altså andre, der gør. Men det er de færreste Oliemænd, vi ser. De fleste sidder i deres eget lort, undskyld mig, eller afføring, hvis det er mindre stødende, og når de har været døde i et vist antal måneder, og lugten er blevet for voldsom, så kommer der nogen og skraber miderne og resterne op. Missionen udført. Øjnene lukkede, vores altså, næsten.

Klaus Wagner er synlig, og inden forargelsesslør lægger sig tungt over udsynet, kunne man spørge sig selv, om det er værst at være en synlig eller usynlig Oliemand? Artiklen i søndags gjorde Danmarks Oliemænd - og -kvinder - en anelse synligere, og alene af den grund, gav den måske mening. Klaus Wagner skal have lov til at passe sig selv, men det er der andre, der ikke skal - eller kan. Ikke alle evner at hælde olie over sig, og derefter gå kilometer efter kilometer ud ad landevejene.