Hvornår får vi et billede af dem her?

PÅ BILLEDET ses elleve politikere. De var en del af en større gruppe, som i torsdags var samlet til møde i Bruxelles. Billedet er taget i forbindelse med det traditionelle gruppebillede, der altid tages. Et billede, hvor politikerne står linet op på rad og række. Alle skal kunne ses, hvorfor det bliver et gevaldigt totalbillede, med det indlysende resultat, at ingen kan ses. Bare en masse jakkesæt. Et udpluk som på nærværende billede er så afgjort mere informativt. I midten griner den italienske ministerpræsident Berlusconi overgivent, men ellers er der alvorlige ansigter nok. Måske griner Berlusconi, fordi han som den eneste har opdaget det absurde i situationen. Eller tragiske. Elleve mænd i deres pæne jakkesæt. Elleve mænd, som befolkningerne i deres respektive hjemlande har valgt til at varetage deres interesser. Elleve mænd, som sammen med resten af de valgte mænd ikke kan forstå deres befolkninger, og som nu har travlt med at forklare os, hvad det var, der skete i Frankrig og Holland, og hvorfor vi i det hele taget ikke har forstået et klap. Og i hvert fald ikke de gode hensigter. Deres gode hensigter. Det griner Berlusconi ad, for det er ligesom hjemme i Italien. Det er tilfældigt, at det lige er disse elleve mænd i den store gruppe, der er fotograferet, for det kunne have været et hvilket som helst udsnit af den samlede gruppe. Derfor er det selvfølgelig uretfærdigt at tage deres fysiske fremtræden til indtægt for projektets umulighed. Men nu er det altså dem, der er på billedet, og det er altså dem, vi skal have tillid til. De skal indgyde os respekt og tro på fremtiden. Det er jo så her, at jeg mener, at fotografiet er svigefuldt og bedragerisk. Eller præcist. Kan vi virkelig tro på det, vi ser, eller kan vi overhovedet tillade os at læse ting ind i et billede, som på ingen måde fremgår af billedet? Altså, hvornår handlede disse mænd sidst i deres lokale supermarked? Hvornår cyklede de sidst en tur i skoven og mødtes med andre tilfældige cyklister? Hvornår var de i børnehaven for at hente ungen, til forældremøde i skolen, eller hvornår deltog de sidst i fælles rengøring af deres gård og opgang? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at den afstand, der er imellem os og dem, kommer forfærdende tydeligt til udtryk i et billede som dette. Det er måske et af projektets allerstørste udfordringer, at få os til at tro på, at de er mennesker af kød og blod, at de bag jakkesættets glat pressede folder rummer noget af det samme kød og blod som os. Det billede venter jeg spændt på.