Dogme: 5 meter fra nærmeste baggrund

I UGEN, DER GIK, bragte Politiken 328 fotografier, heraf var de 107 portrætter. Der var 25 kvindeportrætter og 82 mandeportrætter. Optællingen skal tages med et gran salt, for selv om man inddeler fotografierne i reportage, portræt og illustration, så er grænserne flydende. Men selv om optællingen kun er en ledesnor, så er tendensen ikke til at tage fejl af; der er foruroligende mange ansigter i Politiken, og af dem sidder foruroligende få på en kvindes krop. Mindst to omstændigheder tvinger dette en til at overveje: Politikens måde at formidle fotojournalistik på, og samfundets måde at være samfund på. Det er illusorisk at tro på, at man kan lave en avis uden portrætter af nogle af de mennesker, vi skriver om. Det er alle enige om, men her skilles vandene ofte, når vi dagligt diskuterer, hvordan artiklerne skal illustreres. Nogle mener, at det er værdifuldt, igen, at se et billede af Sadam Hussein, mens andre mener, at vi kun skal bringe portrætter, når de er i stand til at tilføre historien et nyt aspekt. Blandt fotografer og billedredaktører foregår en løbende diskussion, for når en forfatter udgiver en bog og bliver interviewet, eller som på fotograf Finn Frandsens portræt af Tomas Gislason, når en filminstruktør har premierer på en ny film, eller en udenlandsk politiker er i byen, så skal de portrætteres både i ord og i billede. Det fotografiske portræt fungerer bedst, når det tilfører en ekstra dimension til den portrætterede. For nyligt anskaffede jeg et målebånd til samtlige fotografer. Det er på 5 meter, og tanken var, at ingen personer, der de næste måneder skal fotograferes, må befinde sig tæt op ad en væg. 'Fem meter fra nærmeste baggrund', lød dogmet. Det grinede de en del af, fotograferne, men forstod nu godt tanken. For da det er sjældent, at man får de åbenlyse åbenbaringer, så er metode skift og fornyelses evne, intet andet end hårdt arbejde. (Og at dogmer er noget man skal tage let på, fremgår tydeligt af Finn Frandsens billede). Og så var der lige samfundets måde at være samfund på. Pladsen tillader ikke, at jeg kommer ind på den kønsskævhed vores medie(r) er udtryk for. Er vi diskriminerende, eller er det skæve antal af mænd og kvinder, ikke bare et sandfærdigt billede af tingenes tilstand?