PÅ BILLEDET ses hr. skibsreder Tom Bringsværd betragte hr. håndværker Ryzzard Gronkaolsk. Sidstnævnte er for en løn på 40-45 kroner i timen ved at istandsætte førstnævntes nedlagte landbrug. Sidste uge viste vi billedet af tre erhvervschefer. To af dem havde helt tydeligt været på kursus og lært at smile. Det kursus har Tom Bringsværd ikke været på. Han er en mand med stor selvtillid og mange konkurser bag sig. Han er ligeglad med, om han bliver hængt ud i avisen. Og sådan ser han også ud. Ligeglad. Jeg viste billedet til en håndværker, jeg mødte: »Nå, det er vist en hvid chef«, sagde han. En hvid chef, tænkte jeg, men manden, der pudser væggen op, er jo ikke sort, hans hoved er bare i skyggen. Alligevel var det et rammende udtryk. For Hr. Skibsrederens kropsholdning og kropssprog lader os ikke i tvivl: Afslappet med det ene ben anbragt på noget, der ligner en sten, iklædt hyttesko og ruskindsjakke overvåger han sin indkøbte polske arbejder. Nogle gange er der fotografier, hvor man tror, at fotografen har bedt den fotograferede om at gøre noget bestemt. Smil, løft armene, skyd brysterne frem. Det kan forekomme så indstuderet og opstillet, at man ikke tror på det, man ser. Billedet bliver sin egen karikatur og mister dermed sin evne til at kommunikere. Andre gange formår billedet at uddybe og forstærke den virkelighed, som billedet gerne vil fortælle om, og da er fotografiet skarpt som en ragekniv. Alle racer har deres eget kropssprog, hvis funktion grundlæggende er at skabe orden i hierarkiet. Gorillaer ser ydmygt ned, når de møder en overmagt, hunde stikker halen imellem benene, mennesket vender håndfladerne opad for at vise åbenhed, eller knytter dem i raseri. Så når Hr. Skibsrederen står i den positur, han har valgt, er det også et signal, der ikke kan misforstås. Det er signalet fra en hvid chef. Han frygter ikke at blive hængt ud i avisen. Det behøver han heller ikke, for vores ærinde er aldrig at hænge folk ud. Skulle nogen alligevel få den tanke, så er det, fordi vi, når det lykkes at fortælle historien, fungerer som et spejl. Det pudser vi til gengæld rigtig tit.
En hvid chef
Lyt til artiklen