Man skal forny sine øjne

DEN STØRSTE udfordring er at forny sine øjne. For at det projekt skal have en chance, er man selvfølgelig nødt til at vide, hvor vigtigt det er. Eller sagt mere præcist: Hvor altafgørende det er. Og dog, for måske er det slet ikke øjnene, der skal fornys, måske er det vores evne til at modtage og oversætte det, vi ser, der med jævne mellemrum trænger til at blive rusket godt og grundigt op i. Når man fotograferer, tror man nogle gange, at man ved, hvad det rigtige billede er. Og jeg skriver med vilje 'rigtige' og ikke 'gode'. Fordi det rigtige billede behøver nemlig ikke at være et godt fotografi. I onsdags havde tusindvis af aviser det samme billede på deres forside: den nyudnævnte pave, fotograferet med telelinse, stående på Peterskirkens balkon, løftende armene i begejstring. Dødssygt, og fordi det blev transmitteret live over hele verden, var det et ligegyldigt billede, da aviserne udkom. Et ikkefotografi, for det var så enstrenget og udelukkende en registrering af en mand med løftede arme. Vi bragte et andet billede på vores forside, nemlig et nærbillede med paven til venstre og et stort kors til højre. Dog et forsøg på at fortælle to historier. Fotograf Camilla Stephans billede af professor Erik Reitzel, der bogstavelig talt forlader det tekniske universitet, og det i vrede, er mesterligt. Og ikke særlig indlysende, for havde det ikke været mere respektfuldt at vise, hvordan hr. Reitzel ser ud - forfra? Jo, måske, men hvis den respekt var blevet ham vist, så havde portrættet af ham, og dermed historien i billedet, aldrig været så præcist. Billedet af professoren på vej ud i lyset, bærende på sit DTU-liv kan ikke planlægges, og ikke ses, før i det sekund han går op ad trappen. For selv om man kommer tidligt og bliver længe, så er det ingen garanti for, at man vil være i stand til at fortælle sin historie på en uventet måde. Billedet af professoren holdende sit sidste foredrag, taget lidt nedefra af fotografen siddende på hug, havde været det indlysende billede. At vide hvorfor man tager billedet, er afgørende for, om øjnene hjælper én undervejs. At vide, at hjernen ikke kan følge med øjnene, er endnu vigtigere, for ingen fotograf er i stand til at tolke nuet lige så hurtigt, som kameraet er i stand til at fastholde det. At tvivle på sine øjne og derfor ønske dem frisket op er et godt udgangspunkt, når man vil aflure virkeligheden sine hemmeligheder.