NÅR MAN ANBRINGER specielt slebne glas i en ikke vilkårlig rækkefølge og stopper det ind i et rør, så får man et fotografisk objektiv. Deler man røret midt over og gør det muligt for glassene at kunne flytte sig i forhold til hinanden, så får man en zoom. De er praktiske og de dyreste af dem er lysstærke, hvilket kan oversættes med, at de er egnede til at bruge i svagt eller meget lidt lys. Zoomerne er praktiske, fordi man så ikke behøver at slæbe rundt på objektiver i mange forskellige brændvidder, men kan have en vidvinkel der hedder 16-35 mm, en mellemting på 24-70 mm og så en 70-200 mm. Så er man klædt på til næsten hvad som helst. Men man kan ikke fremstille den slags uden at gå på kompromis. For 16-35 mm gælder, at den fortegner - stort set uanset hvilken brændvidde, du drejer den hen på. Det er simpelthen ikke muligt at afbillede en ret linje, så den er ret, og skulle du komme til at tilte kameraet lidt op eller ned, så vil billedet, du tager, være præget af styrtende linjer i større eller mindre grad. Som på Finn Frandsens billede af den nykårede socialdemokratiske formand, der fyldte Politikens forside i torsdags. Den opmærksomme læser vil straks rode i sin avisbunke og finde vores forside fra i tirsdags, for minsandten, der optræder de samme reoler. Her med Lykketoft der pakker sit kontor sammen. Hvad er der sket siden med de stakkels reoler? Har Finn Frandsen været tordnende beruset, da han tog billede nummer to (han tog nemlig også billedet af Lykketoft), er Christiansborg ved at få slagside, eller er Thorning-Schmidts reoler ved at tilte, fordi billedet er taget med en 16-35 millimeter zoom. Præcist ja, og tillykke, du har vundet en søsygepille. Nu er billedet her faktisk ret befriende, for det lader os tro at fotografen og fru Formand er alene i lokalet, og det lader reolernes tomhed spille en vigtig historiemæssig rolle. Men alene er de ikke, for rundt omkring står flere fotograferende kolleger. Vi lyver bare. Først lader vi hånt om reol-tyngdekraften, og dernæst foregiver vi, at billedet har et skær af privathed over sig. Næste gang, du ser et fotografi med voldsomme styrtende linjer, så skyldes det, at fotografen ikke har ryddet op i kaos - det kaos som vores øjne automatisk filtrerer, når vi betragter virkeligheden, men som det fotografiske isenkram bare tror, at det skal affotografere. Man kan også spørge sig selv om, hvor grænsen går for fotografisk pænhed og kedsomhed, for har vi ikke brug for flere skæve horisonter, styrtende linjer og underlige indfald?