Dette billede husker vi ikke

Lyt til artiklen

NÆRVÆRENDE fotografi forestiller en fange i det irakiske fængsel Abu Ghraib. Han er isoleret i et bur, fordi han gentagne gange kom op at slås med sine medfanger. Om det er godt for ham eller medfangerne, melder historien intet om, men billedets symbolske værdi er uomtvisteligt. For billedet forestiller ikke en celle, hvilket er de normale indretninger, man anbringer fanger i, men et bur med tremmer eller net på alle sider. Symbolværdien er selvfølgelig høj, fordi bure er noget, vi plejer at anbringe dyr i. De er jo ikke mennesker, og der er trods alt forskel på os. Sådan vil vi i hvert fald gerne tro. Men det er ikke dette billede, vi vil huske Abu Ghraib-fængslet for. For selv om billedet er taget af en professionel fotograf, AP's John Moore, og selv om AP's fotografer i denne uge modtog en Pulitzerpris for deres dækning af krigen i Irak, så er de væsentligste billeder fra Irak ikke taget af en fotograf. En professionel én altså. Jeg tænker selvfølgelig på billederne af de amerikanske soldater, der mishandler irakiske fanger. Det er billederne af soldaten, der med en smøg i munden og en hundesnor i hånden 'går tur' med en fange, eller billedet, hvor fangerne, stort set nøgne, ligger stablet i pyramide, eller billedet af en fange, stående på en kasse, med hætte over hovedet og armene ud til siderne. Fotografierne af soldaterne, der torturerede irakiske fanger, var sidste års væsentligste fotografiske udsagn. Billederne ville aldrig kunne vinde en konkurrence eller komme i nærheden af en Pulitzerpris. Og det er udelukkende, fordi de er taget af amatører. En medvirkende kollega, der blev Fotograf, i samme sekund billedet blev taget. For når det gælder om at fastholde virkeligheden i et splitsekund, så bliver alle Fotograf, i samme øjeblik de tager et billede. Som pressefotograf kommer man ofte efter, at en begivenhed har fundet sted. Er man i stand til at fotografere, imens begivenheden foregår, så er der som regel tale om iscenesatte hændelser, som for eksempel pavens begravelse i fredags. Med kameraer indbygget i telefoner og stadig mindre og enklere digital teknik vil fremtiden byde på endnu mere amatørfotografi, og vi vil få billeder at se, som den professionelle presse aldrig kan komme i nærheden af at tage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her