Danmark under forvandling

»Min ambition er at skildre de usikre og uforløste marginaliserede rum i urbane landskaber«. Ordene er sagt af fotograf Fie Johansen. Hun er en af 14 fotografer, der er tilknyttet danmarkshistoriens hidtil største fotografiske projekt, ’Danmark under forvandling’. Tre af projektets fotografer har i ugens løb været præsenteret i Politiken med ord og billeder. Det er et fantastisk projekt, og et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at være misundelig. Det er stort, det er tænkt, der er tid og der er penge. En dagbladsfotografs virkelighed er sjældent som den, de 14 kunstfotografer befinder sig i. Derfor er det sjovt og inspirerende at opleve en proces, der stiller ens egen dagligdag i relief. Personligt er jeg glad for, at jeg ikke i det daglige skal udtrykke i ord, hvad mine billeder viser. De skulle gerne tale for sig selv. »Selvfølgelig er vores landskaber ikke menneskeskabte, men de bærer alle spor af, hvad man med et imødekommende ord kan kalde driftig foretagsomhed. Det er det perspektiv, jeg gerne vil bibringe projektet«. Citat: Henrik Saxgren. En anden af projektets fotografer. De offentliggjorte billeder er ikke billeder, der holder mig vågen om natten. I frygt for, hvad menneskets galskab og moder naturs enorme kræfter vil kunne påføre mig af ondskab og smerte. Her er tale om fotografier, der på deres egen stille måde dokumenterer, hvordan landet, Danmark, tager sig ud i 2009. I skærende kontrast til ugens dramatiske begivenheder med rydning af Brorsons Kirke. Det kan godt synes, at fotografier af menneskeskabt natur, fotograferet fra en 40 meter høj kran, nu og her er inderligt ligegyldige, når de sættes op mod asylsøgeres kamp for livet, men begge ting er vigtige. Brorsons Kirke her og nu, mens danmarksbillederne måske nok er i et mere historisk perspektiv. Alt efter observans kan man vælge at mene, at begge begivenheder viser et Danmark under forvandling. Ugens offentliggjorte fotografier i avisen som udtryk for, at fotojournalistik og kunstfotografi forenet i et fælles mål, at få os til at forholde os til vores land, som det er. På godt og ondt. Jeg finder det tankevækkende, at en af fotograferne, som er tilknyttet projektet, har valgt at fotografere grænsen, den linje, der adskiller os fra andre nationer, og hvor vi som danskere blandt andet skal stå til regnskab for vores handlinger over for andre mennesker. Under overskriften ’Grænsen er jo også en metafor for en masse ting’ citeres Nicolai Howalt: »Det danske landskab er jo i og for sig fattigt og enormt organiseret. Men i den der fladhed og fattigdom er det danske landskab i sammenligning med andre lande generøst, fordi det er så underspillet i sin dramaturgi«. Det viste fotografi af Nicolai Howalt lader vi stå sammen med hans ord om, at »Less is more nogle gange«.