Det er langt lettere at fotografere et menneske, der står stille, end et menneske, der bevæger sig.
Og hvorfor må hun ikke stå op ad en mur? Og hvad er der galt med PH-lamper – i billedet, altså?
Det ville være skønt, hvis det var sådan, at fotografiet var mindre regelbundet, men sådan er det ikke.
Fordi fotografiet i bund og grund er baseret på et teknisk stykke isenkram, er der ikke andet end regler.
For uanset ens lyster, så er man bundet af lovmæssighederne, der styrer tid og blænde, for selv om man kan ændre hvad som helst, når man behandler billedet i sin computer, er forudsætningen stadigvæk, at der skal være noget at behandle.
Én ting er alt dette tekniske tingeltangel, noget andet er, hvad der sker i fotografens hoved. Man skulle tro, at hovedet var mindre bundet af fastlagte regler, men sådan er det ikke.
Vi er måske kun i stand til at leve vores liv og navigere i dette kaos, der omgiver os, fordi vi skaber regler at leve efter. Regler, som gør kaosset overskueligt, og som tilsyneladende giver vores handlinger mening.
Fotografer er kontrolfreaks. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er ryddet op på deres skrivebord, eller at deres bagagerum i bilen ikke ligger i ruiner, men det betyder, at enhver, der fotograferer, har indvilliget i at underkaste sig nogle lovmæssigheder.
I erkendelse af at der ellers ikke kommer nogen billeder i kassen. At fotografere er at foretage en rejse hen mod det punkt, hvor selve det at tage billedet bliver forløsningen på en lang række af forberedelser.
Disse forberedelser er nødvendige og må nødvendigvis være præget af disciplin og kontrolleret opførsel.
Man skal kunne tale i telefon, diskutere indhold og form, evne at tænke kreativt, finde vej, være god til at rejse, have et fast håndtryk, undgå parkeringsbøder, og så skal man, når klimaks indtræder, også helst være god til at fotografere.
Fordi der ofte er så mange ting, der skal ordnes, inden selve billedet tages, kunne man godt få den tanke, eller lade sig snyde og tro, at man på en måde har taget noget af billedet, inden man overhovedet har trykket på knappen.
Man risikerer kort sagt at miste noget af den koncentration, som er nødvendig, i det øjeblik fotografiet, og dermed fortællingen, skal skabes.
Og når man gør det, yder man ikke sit optimale. Man glemmer simpelthen at se, og man glemmer at tænke sig om. Megen skabende aktivitet står på ryggen af sin egen rutine, for når den udnyttes bedst muligt, frigiver den energi til at foretage sig anderledes og uventede kreative handlinger.
Men rutinen er også et rusmiddel, der sløver og bedøver.
I maskinrummet her hos Politikens fotografer diskuterer vi løbende, hvordan man kan undgå at falde i søvn. Hvordan vi konstant kan opfinde nye måder at gøre de samme ting på.
Hvordan vi kan forny vores øjne og hjerner. På et tidspunkt købte jeg et femmeters målebånd til hver af fotograferne. »Så langt skal der være til baggrunden, hvis du stiller et menneske op til fotografering«, vrissede jeg.
»Skønt, sådan et mangler jeg i min værktøjskasse«, grinede én, men missionen var lykkedes. Nemlig at minde hinanden om, at der mindst findes to måder at gøre tingene på.
En anden gang foreslog jeg, at hverken den, der bliver fotograferet, eller fotografen må stå stille, når billedet tages.
Det ville af sig selv skabe situationer, man ikke kunne tænke sig til, endsige forestille sig.
Man ville konstant genopfinde fotografiets inderste magi, nemlig dets evne til at fastholde det, som ikke engang fantasien kan forestille sig.
Men det ville ikke være let at gennemføre.
Og det skal det heller ikke være.
