I Aalborg var der babysvømning. På rad og række sad de små Mirakler, imens Oscars mor, Tina Hare, talte om solidaritet og nødvendigheden af at hjælpe de svageste. På redaktionen betragtede vi Klaus Holstings billeder fra svømmehallen, og hurtigt fik nærværende billede prædikatet 'Et socialdemokratisk billede'. »Sikke noget sludder, der findes ikke socialdemokratiske billeder, der findes fotografier«, vrissede jeg af Layouteren. Socialdemokratiets historiske betydning og vægtige indsats i de sidste 100 års danmarkshistorie fører altså til, at man kan kalde et fotografi af nogle glade mødre og deres afkom for 'socialdemokratisk'. Ved første tanke forekommer det bizart, men egentlig giver det god mening. For det er selvfølgelig, fordi nærværende billede emmer af tryghed, velfærd og af et samfund med overskud. Overskud nok til at sørge for barselsorlov til forældrene (som billedet viser, var Kurt på arbejde), og overskud nok til at sørge for, at borgerne deles om nogle udgifter. Det hedder skat, og resultatet af at betale den er blandt andet svømmehallen i Aalborg. På et møde i København holdt den borgerlig-liberale tænketank CEPOS samme dag åbningsmøde og talte om »det frie initiativs overlegenhed i forhold til tvang«, og i tænketankens 3. princip for god politik hedder det: »Ingen mennesker ved nok til at styre alle andre liv; de fleste mennesker ved nok til at kunne tilrettelægge deres eget liv«. Foreningens stiftende møde blev holdt på Hotel d'Angleterre og det, fordi »desillusionerede, borgerlige liberale har fattet håb«, som Bernt Johan Collet sagde. Findes det borgerlige billede? For hvis billedet fra svømmehallen er socialdemokratisk, hvad er så dets modpol? Hvordan fotograferer man det frie initiativ? Hvordan fotograferer man den stærkes overlevelse på bekostning af den svage? Er det et billede af Mærsks Opera-gave til det Danske folk, Klaus Riskær, der dukker op som en prop igen-igen, den importerede sexarbejder fra Letland, der holdes som slave, eller er det bare et billede af statsminister Anders Fogh Rasmussen, der smiler under sit ugentlige pressemøde?per.folkver@pol.dk
Et socialdemokratisk billede?
Lyt til artiklen