Det tilsyneladende tomrum

KLOKKEN 23.53 tirsdag aften tikkede dette billede ind på Berlingske Tidendes redaktion. Det er taget af fotograf Linda Henriksen under valgaftenens afsluttende tv-debat på Københavns rådhus og fyldte næste dag hele den øverste halvdel af avisens forside. Til venstre på billedet ses Ritt Bjerregaard med bøjet hoved, lyttende til de ord, den radikale Klaus Bondam hvisker til hende. Så er der en stol, hvorpå der står et navneskilt: 'Mogens Lønborg Konservative', og til højre i billedet ses venstremanden Martin Geertsen. Han ligner en mand på vej i den elektriske stol, men måske var det bare ekkoet af Søren Pinds afskedstale, der endnu gav genlyd i hans indre. Det er et vidunderligt billede, og et billede, der for en gangs skyld lever op til den ellers rædselsfulde kliché om, at et billede siger mere end 1.000 ord. Ritts lidt reserverede bøjen hovedet og retten på sit forkølelseshalstørklæde fortæller, at hun hører, hvad Bondam siger, men at hun er et andet sted inde i sit hoved. Bondams lænen sig hen mod Ritt fortæller, at det er ham, der er den aktive. Og husker man hans ligefremme eufori og glæde på valgaftenen, så har han også grund til at hviske til Ritt. Mogens Lønborgs tomme stol er et præcist udtryk for manden; vi ved, at han findes, men har aldrig set ham. Martin Geertsen har for kort tid siden fået overdraget nøglerne til Venstres valgnederlag og ligner ikke en mand, der synes, det er sjovt. Et tv-billede ville aldrig være i stand til at fortælle denne historie. Dels er der ingen tv-producer, der turde stille et kamera op og frame en tilsyneladende kedelig total, håbende på at noget interessant ville finde sted. Dels så tror tv-menneskerne, at der hele tiden skal ske noget nyt på skærmen. De er sindssygt bange for, at vi kommer til at kede os hjemme i stuerne, så de spurter videre, hele tiden i den tro, at næste klip vil hensætte os i en tilstand af lykke, og at vi dermed vil føle os underholdt. De tager fejl. Igen, er jeg ved at sige, for der er ikke meget tv, der er billeder i. Paradoksalt, for det består i sin grundsubstans ikke af andet. Fotografiet har med Linda Henriksens billede igen bevist, at dets langsommelighed er dets styrke. For når man morgenen efter valget får sin avis, så er det billederne, der kan fastholde dramaet, og det kan de kun gøre, hvis dem, der tager dem, og dem, der bruger dem, tror på, at der i det tilsyneladende tomrum opstår en værdifuld fortælling. Hvis du venter længe nok, altså.