Fotografiets salt

I UGEN, DER ER GÅET, løste Politikens fotografer omkring 70 forskellige opgaver. En fotograf var to dage i Sønderjylland for at arbejde med pædofilisagen fra Tønder (se andetsteds i dette PS), flere fotograferede til artiklerne om Velfærdskommissionen, andre har fotograferet mode i vores atelier, politikere på Christiansborg, mad til Kokkehuerne, eller de har affotograferet gyngeheste, lysestager, julepynt m.m. En holder ferie og kysser kæresten i Paris, og i onsdags rejste en fotograf til Pakistan for at følge op på jordskælvskatastrofen. Fotograf Martin Lehmann drønede natten til onsdag klokken 3 om natten til Korsør. Han havde hørt, at to skibe var kollideret midt ude i Storebælt. Da han nåede derover, var besætningen fra det ene skib samlet op og sejlet i land. Han fik taget et billede af dem, da de gik fra borde. Martin talte med de involverede instanser, kørte retur til København og sov et par timer for så at køre til Korsør igen. For han havde fået at vide, at man ville sejle ud til det sunkne skib, når det blev lyst. Samtidig blev vi på avisen kontaktet af nogle ivrige flyvere, for de ville gerne flyve os ud over vandet, så vi kunne fotografere skibet fra luften. Vi afslog høfligt, fordi vi tænkte, at det var bedre at komme tæt på skibet end at sidde 500 meter oppe og se på det igennem en telelinse. Hvis vejret overhovedet tillod dette. På Fotodesken var vi lidt spændte på Martins satsning. Dramatikken var, heldigvis, forsvundet fra sagen, for ingen var omkommet, men hvor var det sunkne skib? Kunne man overhovedet se det? Og hvis man kunne, var det så bare en mast, der stak op af vandet? Grunden til vores spænding var selvfølgelig af en lidt barnlig karakter, men hang sammen med en af fotografiets helt basale grundpiller: nemlig den, hvorpå der med store bogstaver står mejslet: »Kan det lade sig gøre?«. Kan det lade sig gøre at fotografere det, man tror, man vil fotografere? Kan man overhovedet komme til det? Og vil det da hænge fast i kameraet? For at nærme sig et skib i tæt tåge er ikke det samme som at fotografere, når der er pressemøde i Statsministeriet. Dér ved man, at man kan tage et billede, og selv om det ikke altid er let at variere sit udtryk og forfine sit sprog, så kommer man altid derfra med et billede. Men at opsøge det ukendte og uforudsigelige er og bliver fotografiets salt. Når jeg ser en fotograf komme tilbage på redaktionen med røde kinder, stadig forpustet og med øjne, der stråler, så ved jeg, at de har oplevet en af de stunder, hvor det har givet ekstra mening at tage billederne.