FOTOGRAF Henrik Saxgren udgav i fredags bogen 'Krig og kærlighed'. I fire år har han rejst Norden rundt for at fotografere og interviewe indvandrere. Det er blevet til samtaler med mennesker fra 84 nationer. Interviewene med personerne kan ved første øjekast ligne afskrifter af deres beretninger, men er det selvfølgelig ikke. Forsøger man at lave en direkte afskrift af en samtale, vil det ofte ligne det rene volapyk, når det trykkes. Ligeledes med fotografierne i bogen. De er tilsyneladende enkle, men det er en enkelhed, der er resultatet af Saxgrens 30-årige metier som fotograf. De mange, mange fotografier er skåret over samme læst: Personerne står eller sidder i deres hjem, med få undtagelser er de alle fotograferet i interiør, måske i stuen, måske i køkkenet, alle kigger ind i kameraet, og billedet er lyssat, så der ikke findes mørke hjørner eller ting på billedet, man ikke kan se. Saxgrens ønske har været, at vi, når vi læser billedet, har mulighed for at gå på opdagelse i det. I fotografi bruges lyset ofte til at fremhæve en væsentlig detalje i billedet, hvilket naturligt har den konsekvens, at der er andre detaljer, der ikke ses. På billederne i bogen, kan alt ses. Hverken den analoge film eller den nye digitale teknologi kan måle sig med vores øjes evne til at aflæse flader og rum, hvor lysmængden er meget varierende. Populært sagt, så er tolerancen i det materiale, vi fotograferer med, film eller digitalt, intet at regne for, hvad vores øjne og hjerne er i stand til at kapere. Billederne i 'Krig og kærlighed', ser enkle ud, fordi de er fotograferet med tre flash, hvilket har resulteret i en 'usynlig' lyslægning. Det er ikke meningen, at man skal tænke over det. Så ville der være noget galt. Ligesom hvis man ser en film og sidder og tænker: Orv, sikke en krantur, eller: Hold da op en dygtig stedicam-operatør, eller: Sikken en god musik. Så er vi ikke grebet nok. Henrik Saxgren ønsker også at gøre op med den traditionelle fotojournalistik, nemlig de billeder, vi ser i reportager og traditionel dokumentarfotografi, hvor fotografen forsøger at formidle begivenheder på en måde, så læseren af billedet følelsesmæssigt tvinges til at forholde sig til det, billederne viser. Saxgren vil med billederne i sit store projekt, så objektivt som muligt fremlægge et scenarium, men han vil ikke tage stilling. Han søger det 'objektive fotografi'. Det skal udelukkende være læserens præferencer, der afgør, hvordan billedet tolkes. Siden fotografiets opfindelse har begreber som sandhed, autenticitet og objektivitet været kodeordene i diskussionen om netop fotografiets rolle og muligheder. Med dette vægtige - og vigtige - mammutværk tvinger Henrik Saxgren os endnu en gang til at ryste posen og tænke over, hvorfor og hvordan vi fotograferer og formidler.