EFTER AT HAVE siddet og bladret ugens aviser igennem er der kun ét billede, som har brændt sig rigtig fast. Det pirrer min nysgerrighed. Emnet er fugleinfluenza. Oftest er det illustreret af ikonlignende billeder af mænd i hvide engangsdragter i færd med at stoppe fjerkræ ned i sække. Det her sort-hvid-billede viser en lille dreng i alt for stort tøj. Fotograf Martin Lehmann og journalist Pola Rojan tog til det østligste Tyrkiet for at opsøge den familie, der som den første i Europa blev ramt af fugleinfluenzaen. På en uge mistede seksårige Ali Hasan sine tre ældre søskende. Lige siden har familien været i fokus hos verdenspressen. 12 dage efter at det tredje barn døde, stod Politiken og bankede på deres dør. De fik en kort snak med faderen foran huset, hvor BBC og græsk tv havde taget plads i den opstillede plastikpavillon. Martin tog nogle billeder af Ali Hasan og faderen sammen og kørte så derfra igen. Der er en stor risiko for, at sådan en historie ender som ren følelsespornografi. Men der er også en chance for, at der opstår en gensidig respekt. Ved at insistere på at fortælle historien ordentligt og opnå en fortrolighed kræver det, at man giver sig tid til de berørte. Tiden fik Martin foræret, da han lavede papirkopier hos den lokale fotomand og tog tilbage næste dag med billeder til familien. De kunne nu se, hvem Martin var, se, hvordan han lavede billeder. Og de fik en gave, som ingen pressefolk havde tænkt på at give dem før. At vende tilbage til den samme begivenhed giver ofte en ny oplevelse. For familien var det et signal om oprigtig interesse. Martin og Pola blev inviteret indenfor, hilste nu på de resterende familiemedlemmer og blev respekteret for at komme tilbage. Respekten åbnede samtidig op for deres private historier og tanker. Fortalt i deres eget tempo og med deres egne nuancer. Det skabte en ro og et rum, hvor selv sorgen kunne behandles med journalistisk tilgang. Martin gik en tur rundt om huset med faderen og Ali Hasan. Han fik fortalt om de afdøde søskende, om træerne, de havde plantet, om papirlommetørklæderne, de solgte på markedet. Alt sammen oplysninger, der forstærker vores opfattelse af, hvem der blev ramt, og hvordan de efterladte har det. Martins gave blev en åbning for ham selv, men er også det eneste billede, Ali Hasan og hans far sidder tilbage med, når pressens kameraer og søgelys forsvinder.