Hvorfor var al-Zarqawi rammet ind?

Da den amerikanske hær i torsdags holdt et pressemøde i Bagdad, viste de, hvordan de havde slået Abu Musab al-Zarqawi ihjel. En videooptagelse af to bomber, der ramte et hus og eksploderede, og så nogle fotografier. Et, der forestillede al-Zarqawi stående med en maskinpistol- eller gevær i favnen, og et der forestillende et portræt taget meget tæt på. Øjnene er lukkede, men vi ved, at det ikke er fordi, manden sover. Han er død. Det er hverken nyt eller underligt, at konflikter og krige, også vindes på propaganda fronten. Eller tabes der. Det bliver vi mindet om, hver gang kampflyene letter. Og at kampen om opinionen er af afgørende betydning for regeringerne, ses af måden sejrherren - målrettet og iscenesat - udråber sig til sejrherre. For det er kun vinderne der holder pressekonferencer. Derfor kan præsentationen af den aktuelle handling forekomme af næsten ligeså stor vigtig som selve handlingen. Da Saddam Hussein blev taget til fange, var fremvisningen af ham umådelig vigtig. For uden den ville det have været svært at overbevise alle om, at han rent faktisk var taget til fange. Hvis han var gået op i røg, ville der konstant have været en mulighed for, at hans tilhængere kunne have hævdet, at han stadig levede. Denne mulighed fandtes ikke med en billederne af en kuet Saddam med tungespatel i munden. Derfor var nærbilledet af den døde al-Zarqawi nødvendigt. For USA og koalitionen, der støtter krigen i Irak. Og i virkeligheden også for os - publikum. Uanset om man er tilhænger eller modstander, tror vi kun på det, vi kan se. (Det passer ikke altid, for der findes ukuelige benægtere, som dem, der dyrker konspirationsteorierne omkring månelandingen i 1969 og hævder, at det er ren snyd og, at filmoptagelserne er lavet i en amerikansk lade). Men i tilfældene Saddam og al-Zarqawi er billederne afgørende for det videre forløb af krigen. For kun med billederne af dem, og dermed beviset, kan sejrherren hævde, at et afgørende slag er vundet. Al dette er ret simpelt og lægges automatisk ind i logbogen for den moderne krig. Det er et af resultaterne af en tabt krig i Indokina. Men der er noget, som undrer mig, og som jeg ikke forstår, når jeg ser nærværende billede. Jeg forstår godt, hvorfor vi skal se billedet af den dræbte, enten som bevisførelse, eller som trofæ. Eller begge dele i en blanding. Men jeg forstår ikke, at billederne er indrammet. Og endda indrammet i noget der ligner en guldramme. Det er klart, at de ude i bagrummet har en stor printer, og et apparat der kan klæbe det store billede op på noget pap. Men hvad er det guldrammen skal signalerer? Respekt? Hensyntagen til den døde? Eller de efterladte? Eller en form for æstetisk eftertanke, som skal vise, at den amerikanske hær ikke består af barbarer, men gerne vil omgive sig med pæne ting? Eller måske skal det ind og hænge i mandskabsmessen til almindelig højnelse af moralen, og hvorfor så ikke give det en ramme med det samme?