124 X 331

FORLEDEN modtog jeg et brev fra en læser. Venligt, men bestemt klagede han over artiklernes længde. Han var utilfreds med, at nogle af artiklerne simpelthen var for lange. Han mente, at alle de overflødige ord blokerer for, at der kommer flere fotografier i avisen. Modstræbende måtte jeg give ham ret. For selv om jeg elsker ord, kan det jo også blive for meget. Ligeledes måtte jeg erkende, at der indimellem var artikler, der kunne have haft godt af en opstramning, at der fandtes artikler, hvor man sådan set havde fået det væsentligste at vide ved det første minuts læsning, og hvor resten blev en variation over gentagelsens kunst. Jeg følte umiddelbar sympati for læserens synspunkt. Tænk, der var en, der turde sige sin mening om de lange artikler. Så tabte jeg mine briller ned i kaffen, og da jeg fik dem pudset, skimmede jeg lige læserens brev igen. Og ups! Jeg havde læst fuldstændig forkert. For det var ikke mængden af ord , læseren var utilfreds med, det var størrelsen af billederne . Han mente, at Politiken er ude på et skråplan, og at avisen er ved at udvikle sig til et billedblad. Helt præcis henviste han til et billede i tirsdagsavisen af et spædbarn med en slange i næsen. Han angav sågar den eksakte størrelse i millimeter, 124 x 331, og det var ellers ikke så lidt. Når jeg bytter om på 'ord' og 'billeder' i starten af denne lille klumme, så er det ikke for at gøre mig lystig på nogens bekostning. Det er grundlæggende, fordi det ofte er en god øvelse at udskifte ordet 'billede' eller 'fotografi' med ordet 'tekst'. Som det ofte er tankevækkende at udskifte 'fotograf' med 'journalist'. For selv om man i et naivt menneskekærligt øjeblik får den tanke, at disse meddelelsesformer, og udøverne af dem, er ligestillede, så vil det meget hurtigt vise sig, at man ved at sætte hinandens betegnelser ind i konteksten, får sat sin forestillingsevne på prøve. LAD OS TAGE eksemplet med 'arkivfoto'. Vi er ikke stolte af at grave et billede frem for at knalde det ind i et hul på siden. Jeg mener, hvor mange artikler ville du trykke igen, hvis du ejede en avis? Arkivartikel? Eller et andet eksempel: Hvorfor sender vi ikke bare én fotograf til en fodboldkamp og distribuerer billedet til 35 aviser? Det er jo trods alt de færreste mennesker, der læser mere end én avis. Hvorfor ikke rationalisere, spare penge, profitmaksimere? Erstat nu ordet 'fotograf' med ordet 'journalist'. Hvorfor sender vi ikke bare én journalist til en fodboldkamp og distribuerer teksten til 35 aviser? Nej, vel? Tanken er absurd. Men hvorfor er den det? Fordi alle, inklusive samtlige fotografer, der nogensinde er opfundet, med rette vil hævde, at iagttagelsesevnen og sproget, hvad enten det er ordet eller fotografiet, er en personlig sag, og at vi netop læser en avis for at få et personligt udsagn. For at få et personligt udsagn fra et menneske, hvis udsagn vi har lyst til at overveje. En god tekst er en fornøjelse at læse, og det ofte uanset om man er interesseret i det emne, teksten handler om, eller ej. Et godt fotografi er en fornøjelse, hvis det interesserer sig for sin læser, hvis det giver lyst til at vide mere, hvis det fortæller noget nyt, hvis det er smukt. Smukt, ja. Form og indhold indgår i et symbiotisk forhold og er intet uden hinanden. Alligevel havde læseren, der skrev til mig, selvfølgelig ret. Billedet på side 6 i tirsdagsavisen var alt, alt for stort. Det sker typisk, hvis en artikel lige inden deadline af en eller anden grund ikke dukker op, er kortere end beregnet eller bliver kasseret. Så er der oftest ikke tid til at opfinde noget nyt, og så er det fristende let at skrue op for billedets volumen. Men tro mig, det er også noget, vi taler om i redaktionslokalet. Og når jeg driller i starten, så er det jo, fordi fotografiet stadig lever med det vilkår at være endnu mere synligt end teksten. Også selv om der er mere tekst end fotografi i avisen. Til gengæld kan jeg berolige læserne, for de kommende syv dage bringer vi daglig et stort billede over to sider. Og jeg håber minsandten, at de giver mening. Ellers lader jeg mig gerne riste over en sagte ild.