De store, de små, de skæve, de struttende, de unge, de gamle, de lange, de slappe, de svulmende, de spændstige, de kunstige ...

»Hele mit liv har jeg følt, at min penis er for lille«

Lige så langt tilbage jeg kan huske, har jeg skammet mig over den. Jeg tror, at mine følelser omkring min penis har formet mit liv, særligt indtil midten af 20’erne. Jeg gør det her for at hjælpe andre mænd.

Mine teenageår var svære – for når jeg kiggede på andre fyre, når vi tog bad i skolen, tænkte jeg, at deres var større end min. Jeg skammede mig og følte mig mindreværdig. Jeg var bekymret for, om den var for lille til overhovedet at fungere. Først gik jeg på en ren drengeskole og derefter på et universitet, der kun havde mandlige studerende. Jeg var bange for at blive ’afsløret’ på en eller anden måde.

Fordi jeg følte, min penis var meget lille, dyrkede jeg ikke sex, før jeg var 21. Jeg havde lyst til sex før det tidspunkt, men hver gang jeg var tæt på, tænkte jeg, »Åh nej, hun finder ud af, at min penis er for lille«. Da jeg endte med at dyrke sex, var det med en, jeg havde et nært forhold til og stolede på, og så var jeg mere afslappet omkring det. Det forhindrede mig i at dyrke sex tidligere - med kvinder, jeg ikke følte noget nært forhold til. Dermed ikke sagt, at det er enten godt eller dårligt.

Nogle gange, når jeg har besøgt et offentligt toilet, har jeg været for nervøs til at kunne tisse. Det sker stadig nogle gange. Hvis man står på rad og række med mange mennesker, er man nogle gange nervøs for, at folk smugkigger.

Hvis jeg havde en større penis, ville jeg have omgåedes mænd med større selvtillid. Man ser mænd spankulere selvsikkert ind i badet og fitnesscenteret med en ’se mig’-attitude, og det gør jeg ikke. Jeg står henne i hjørnet med et håndklæde omkring mig.

Jeg har fået succes i mit liv, så jeg tror ikke, en lille penis har hæmmet mig. Jeg er erhvervsleder, jeg er leder af flere grupper, jeg præsterer på en scene. Det føles i højere grad som et indre sår, og det har tjent mig ved at give mig ydmyghed. I stedet for at stoltsere gennem tilværelsen har jeg altid været en smule tøvende. Jeg har tænkt mere over, hvem jeg kan stole på, og hvem jeg ikke kan stole på.

Jeg undersøgte penisforstørrelse i magasiner og kom frem til, at det var spild af tid. Jeg vidste, at rejsen for mig handlede om at acceptere min krop. Jeg kan heller ikke lide min næse. Vejen frem er at blive ven med den krop, jeg har. Jeg har ikke gjort mig seriøse overvejelser om kirurgi.

Størrelsen har aldrig været en faktor med mine partnere. Faktisk har det været stik modsat. Nogle af mine partnere har sagt, at de var glade for min størrelse, for det gjorde ikke ondt, og det var nemmere for dem at have mig i munden. Et par nære veninder har fortalt mig, at store penisser har været intimiderende eller smertefulde. Jeg husker at have overhørt en veninde sige til min partner, at hun aldrig kunne være sammen med en mand, der ikke havde en stor penis, for så ville hun føle, han ikke var en rigtig mand. Jeg tænkte, »Hold da op, så er jeg ekskluderet«. Det fik mig til tænke over, hvor mange kvinder der tænker det.

58 år

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Den er lidt som den uopdragne onkel til et bryllup«

Skulle jeg sætte ord på mit forhold til min penis, ville jeg sige, at jeg har accepteret den. Jeg er tilfreds med den og accepterer den. Og så ville jeg sige om den, at min penis er den eneste del af min krop, som ikke er blevet voksen.

Den er lidt som den uopdragne onkel til et bryllup. Jeg er en voksen mand, jeg ved, hvilke knive og gafler der skal bruges, jeg kan udvælge vine med en vis selvsikkerhed, og jeg kan begå mig i forskellige omgangskredse. Men min penis kører sit eget show. Man skulle tro, at en mand i min alder ville kunne styre sin penis, men så får jeg pludselig en erektion i London Underground tilsyneladende uden grund. Nøgenbadning kan være et problem. Nogle gange har jeg været halvvejs ude i vandet og opdaget, at mit lem er erigeret. En penis kan sådan forråde dig. Jeg ville ønske, jeg kunne kontrollere den bedre. Måske løser det sig først den dag, den bliver som en gammel mand i en rullestol, der ikke længere kan komme op at stå!

Jeg tager min penis for givet. Den er god til at komme op at stå, mindre god til at falde ned igen. Jeg var umådeligt nervøs for billedet til bogen her. Jeg var bekymret for, at jeg ville få ufrivillig rejsning. Jeg vil vædde med, at andre mænd har fået det. Har de ikke? Nå, okay. Jeg ville have følt mig umådeligt flov, hvis jeg havde været den eneste ..!

Penisser er forklædningens mestre; de kommer i mange former. Min kone er ikke besat af sin vagina, selv om den er dejlig, men mænd er besatte af deres penisser. Min penis kan være forfærdeligt lille, når jeg hopper i havet, faktisk så lille, at jeg ikke kan holde ud at se på den. Jeg ville have den til at fremstå normal ud på billedet i dag – sådan som den ser ud de fleste dage, når jeg er afslappet, og ikke når jeg lige er steget op fra Nordsøen. Den er nok rimelig gennemsnitlig, når den er slap. Jeg kan bedst lide den, når den er erigeret. Så ser den, om jeg så må sige, næsten smuk ud. Når jeg tænker på min hensygnende krop, er den en af mine bedste dele.

Hvad det vil sige at være mand, har ændret sig, i takt med at jeg er blevet ældre. Jeg sammenligner ikke længere mig selv med andre og er ligeglad med deres standarder. Der vil altid være en, der er mere muskuløs end en selv, har mere hår, har en større penis eller har bedre styr på deres konto.

Man er nødt til at være sin egen helt. Uanset om man leder en organisation, opdrager børn, fotograferer penisser, ligegyldigt hvad man laver, skal man kunne gå gennem tilværelsen med ynde og humor og omtanke og værdighed. Man er nødt til finde sin indre helt.

52 år

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Jeg er fysisk ude af stand til at få en erektion nu«

Jeg mistede min mødom til min gymnasielærers kone. Han var sendt til Frankrig som spion og modstandsmand. De havde indgået en aftale om, at mens han var i Frankrig, kunne de indlede et forhold, hvis de ikke havde mulighed for at holde kontakten, og de følte, de var seksuelt interesserede i en anden. Efter min lærers kone var den næste kvinde, jeg var sammen med, en prostitueret på et bordel i Napoli. Jeg tilbragte hele natten med hende. Det er usædvanligt på bordeller. Da jeg vågnede og kiggede på hende, syntes jeg, hun var dejlig.

Jeg er ramt af demens nu. Det går ud over den måde, man tænker på, og ens hukommelse. Frem til jeg var 87, havde jeg stadig et normalt forhold til sex og tiltrækning, men alt sammen forsvandt, da jeg blev dement. Hvis jeg ser på et pornografisk billede, mærker jeg ingenting seksuelt. Jeg er fysisk ude af stand til det, jeg kunne ikke få en erektion nu. Jeg onanerede nu og da indtil for nogle år tilbage, men det er der intet af nu, lysten er helt væk.

Fraværet af seksualfølelsen betyder ikke spor for mig. Det ville have været katastrofalt, hvis jeg var yngre. Du ved, hvis en mand ikke kan få en erektion, går han til lægen og får det ordnet. Som for alle mænd var det afgørende vigtigt, men jeg er slet ikke interesseret i det nu. Jeg har været gift to gange og har haft et antal affærer, som betød meget. For meget.

Livet har forandret sig for mænd og kvinder i min levetid. Der er et mere frisindet partnerskab mellem mænd og kvinder, og der er sket en forbedring. Om end da jeg var yngre, var der mange mænd, som ikke var sexistiske.

Menneskers levetid er blevet længere. Mine bedsteforældre døde, da de var i 70-årsalderen, men de var mere, som folk i 90-årsalderen er i dag. Alderdommen kommer senere nu. Frem til jeg var 87, følte jeg mig normal på mange områder. Bevares, jeg ville ikke være lige så god til at cykle som en ung mand.

Jeg ville påstå, at jeg er en mandlig feminist. Hvad er det begreb, der dækker over alle de forskellige problemer? Den her demens, altså ... Der er andre former for undertrykkelse som klasseundertrykkelse. Ah, der kom det, nu husker jeg det: Jeg er en intersektionel feminist. Det er jeg en stor tilhænger af.

92 år

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Jeg tror, min penis gerne vil have, at jeg dyrker mere sex«

Jeg er en ret åben person. Jeg har nemt ved at tale om, hvad jeg føler, på trods af at mænd traditionelt set ikke må det. Jeg elsker min penis. Jeg er ikke flov over den, det er jo bare et stykke hud.

Da jeg var teenager, var jeg bekymret for, om den var for lille. Jeg har talt med kvinder og bøsser om størrelse – jeg var formodentlig fuld, da jeg spurgte bøsserne – og jeg mener ikke, størrelse betyder det store.

Jeg var femten, da jeg dyrkede sex første gang. Mig og min kæreste røg en joint i skoven og tog hjem til mig og dyrkede sex. Det var sjovt. Vi var høje. Det var meget intimt. En hel masse krammen og kys. Vi var sammen hele det år i gymnasiet.

Hvis min penis havde et råd til mig, ville den sikkert sige, »Kom så, kammerat, snak med nogle flere piger, du må kæmpe lidt for det«. Jeg er travl for tiden, så jeg har ikke så meget tid til at feste eller møde piger. Jeg tror, min penis gerne vil fortælle mig, at jeg skal dyrke mere sex. Jeg har aldrig gjort det før, men nu er jeg på Tinder. Jeg har skrevet til nogle stykker, men jeg aner ikke, hvad jeg laver. Der har været en smule fjanteri. Forhåbentlig fører det til en kop kaffe eller en drink eller noget i den stil.

Jeg er veganer af hensyn til miljøet. Det er det nemmeste, man kan ændre i sit liv, for at gøre en forskel. Jeg tror, mænd især skammes ud, hvis de er vegetarer eller veganere. Det ses som umandigt. Der bliver helt klart leet, fniset i krogene, når emnet kommer på banen uden for min vennegruppe. Jeg har oplevet at blive hånet af ’machomænd’, når jeg har været ude at spise.

22 år

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Jeg blev opereret for at få en penis«

Jeg blev født i en kvindes krop og var anatomisk og biologisk en kvinde - men jeg har ikke følt mig som en pige, siden jeg var tre år gammel. Jeg følte mig som en mand. Jeg har bemærket det på tidlige billeder af mig selv, hvor jeg er klædt ud som cowboy med pistolhylstre, og den måde, jeg stod på. Jeg følte mig som en dreng, og alle mine venner var fyre. Da jeg kom i puberteten, begyndte det at gå op for mig, at jeg var anderledes. Jeg følte mig ikke tilpas i min krop og vidste, at der var noget galt med mig, da min seksualitet begyndte at udvikle sig. Jeg var lun på pigerne i skolen, da jeg var ni, og jeg vidste, at det var forkert.

Min seksualitet fyldte meget og var ladet med skam, for hvis man er lesbisk på en ren pigeskole, så kan det ikke undgås, at man bliver mobbet. Problemet var, at jeg ikke mente, jeg var lesbisk. Jeg var tiltrukket af kvinder, men jeg følte mig jo som en fyr.

Jeg ændrede køn, da jeg var 26. Jeg oplevede først at blive behandlet som en mand i offentligheden som 28-årig. Og som 30-årig var jeg endnu mere maskulin. Jeg lagde mærke til, at jeg blev behandlet anderledes, især i arbejdsmæssig sammenhæng. Da jeg var kvinde og var sammen med mænd i professionel sammenhæng, blev jeg behandlet mindreværdigt, underlegent, stereotypt. Da jeg blev opfattet som en mand, antog mænd, at jeg var i teten. Altid! (Han griner).

Jeg brugte omkring ni år på at researche kirurgi for at få lavet en penis. Jeg bestemte mig for en klinik i Belgien. Grunden til, at jeg valgte Belgien, var, fordi det lykkedes mig at møde fyre, som havde fået lavet en kønsskifteoperation og viste mig resultaterne.

I Storbritannien gør de det normalt sådan, at de laver en såkaldt falloplastik, hvor de tager al huden fra den øverste del af overarmen for at lave et penisskaft. Men nu er det sådan, at jeg har en lille arm, så det ville have været en meget lille penis. Jeg tænkte, »Hvorfor fanden skal jeg igennem en ni timer lang operation, når jeg ikke får mere?« (han griner). Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få en i en god størrelse. Så jeg fik lavet falloplastik med hud fra låret. De fleste kirurger er meget strikse og nægter at give dig en, der er for stor i længden. Og selvfølgelig er størrelsen det første, mange transkønnede mænd spørger om.

Min penis er lige over 12 centimeter lang. Den bliver hårdere, men ikke større, når den er erigeret. Jeg ville have en god størrelse, så jeg kunne tilfredsstille en kvinde.

Kirurgerne tager nogle nerver fra armen og inderlåret og kobler dem sammen med klitorisnerven, så man får den seksuelle følelse. På klitoris fjernes forhuden og lægges ind i skaftet ved roden. Den forbindes så via en nerve, der løber igennem penisskaftet. Nerverne vokser og ændrer sig stadig. Det er ikke helt det samme som en penis, men det er fantastisk. Jeg kan stadig få orgasme, men det er anderledes. Når jeg onanerede, da jeg havde en klitoris, kunne jeg få en orgasme meget hurtigt, og nu tager det lidt længere tid. Men jeg kan have en erektion, lige så længe jeg vil, ved hjælp af en mekanisk pumpe. En del af pumpen er opereret ind i en af testiklerne, og når man trykker på den, flyder der en saltholdig væske igennem et plastikrør, som løber igennem penissen.

Jeg oplever stadig en del usikkerhed omkring det at bruge min penis. Jeg har ikke været i et forhold, hvor jeg følte mig selvsikker nok, men jeg har eksperimenteret en smule. Jeg har opnået orgasme med en kvinde. Jeg har også oplevet en hel del ubehagelige afvisninger. Så den slags gør jeg ikke mere. Jeg har fået nok. Jeg nærer håb om kærlighed. Jeg vil gerne have, at nogen begærer mig. Jeg har smagt på det, men jeg har ikke rigtigt oplevet det.

47 år

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Jeg har set billeder af min penis blive brugt på nettet af andre mennesker«

Jeg har en stor penis, og det giver nogle fordele, hvis jeg ellers benytter mig af dem. Det ses jo som en bonus. Og det har vel gjort livet lettere på nogle punkter. Men jeg er splittet, fordi jeg i grunden ikke er enig i ideen om, at en stor penis er bedre end en lille.

Jeg har haft problemer med min selvopfattelse og selvtillid fra barnsben af. Jeg har arbejdet med det og er kommet fandens langt. Men en del af rejsen var at erkende, at jeg før i tiden skjulte min personlighed - som jeg ikke var sikker på, at folk vil kunne lide - bag en krop, som jeg var ret sikker på, at de kunne lide.

Jeg har ofte valgt situationer, hvor jeg mødes med nogen gennem Grindr, og vi smider tøjet med det samme - frem for en kaffeaftale, hvor vi først lærer hinanden at kende og så beslutter, om vi vil tage hjem og gå i seng med hinanden. Det handler om, at jeg var nervøs for, hvordan min personlighed ville blive opfattet, og fordi jeg var bange for at blive afvist. Det var meget nemmere at være nøgen, for så vidste jeg, at jeg ikke ville blive afvist, eftersom min kropsform, min penis, er noget, som samfundet har udnævnt til at være attraktivt.

Der er en del usagte regler på herretoiletter: På et pissoir vælger man kummen længst væk fra en anden mand, og man står kun ved siden af en anden mand, hvis der ikke er andre tilgængelige kummer. Man retter blikket stift frem, man kigger hverken til venstre eller højre. Den usagte regel i omklædningsrummet er, at man klæder om så hurtigt som muligt med ansigtet vendt mod skabet, og det er ikke et sted, man hænger ud. Jeg har talt med mange af mine heteroseksuelle venner, og ud over deres egne har de kun set en håndfuld penisser i deres liv. Og de ved ikke altid, hvad der er normalt eller unormalt.

To gange har jeg set billeder af min penis blive brugt på nettet af andre mennesker. Jeg fik deres profiler lukket. De havde stjålet billeder fra min profil og lod, som om de var mig.

43 år

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Min penis, Rufus, er som et barometer«

Jeg er ret nysgerrig på muligheden for at tale om mit forhold til min ... jeg vil ikke sige penis, og jeg bryder mig ikke om at sige pik ... så Rufus, ja, Rufus (han griner). Min penis, Rufus, er som et barometer for mit helbred, min trivsel og min kondition. Jeg har altid følt mig mest forbundet med min krop og med en anden persons krop, når jeg føler, at min kondition, mit helbred og min energi er i top.

Ironisk nok var den eneste gang, jeg har været bekymret for Rufus, da jeg i en periode for nogle år siden oplevede, at han ikke kunne komme op at stå. Jeg havde aldrig overvejet, at stress kan påvirke ens krop og ens seksualitet. Hvis det ikke havde været for Rufus, ville jeg formodentlig aldrig have fundet ud af, at jeg havde højt blodtryk, eller at stress kan have en negativ indflydelse på ens sexlyst.

Jeg vidste, at der var noget galt, for lysten var der, men Rufus ville ikke. Jeg tænkte, »Hvad laver du, mand? Hvorfor så nedslået? Jeg er bekymret, hele holdet er bekymret, hvad er der med dig? Kom nu, mand«.

Ens penis er et kommunikationsværktøj. Det er som en slags port, som åbner op for, at man kan give slip på sig selv og sit ego og være fuldkommen opslugt sammen med en anden og samtidigt kunne være et andet selv, et mere primitivt selv. Efter min mening findes der ikke noget større end at være fuldkommen til stede under sex.

På nogle måder har kvinder bedre begreb om den følelsesmæssige investering, når det handler om sex. Den der følelse af, at der er en grænse, der krydses. Noget, der er mere end blot mekanisk og mere end blot nydelse. Det skal ikke forstås som, at alle kvinder vil holde fast i enhver mand, de går i seng med, men jeg tænker, at der hos nogle kvinder er en anderledes form for erkendelse af den udveksling.

Jeg tror måske, vi er blevet bange for at være idealistiske. Vi er bange, vi ved ikke, hvordan vi skal sætte ord på, hvad det er, vi har gang i. I de gamle samfund dyrkede man fallossen og vaginaen, og det var der en grund til. Hvis vi anerkendte, at sex ikke kun handler om tilfredsstillelse, og at der udspiller sig mere end det, tror jeg, vi ville være mere respektfulde. Jeg mener, sex skal tilbage på sin forpulede piedestal.

46 år

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»I slap tilstand er min penis nu 50 procent mindre«

Jeg har haft arbejde som narkoselæge, primært inden for urologi og gynækologi. Så jeg har set flere blottede kropsdele end den gennemsnitlige mand på gaden.

Selv har jeg været igennem en større operation for prostatakræft, og det førte tre ulemper med sig, hvoraf en af dem var inkontinens. Jeg var fuldkommen inkontinent, men det er blevet ordnet nu med en kunstig lukkemuskel. Da jeg skulle opereres, var mit barnebarn lige stoppet med at bruge ble – og det gjorde ondt inden i mig på en besynderlig måde.

Den anden ulempe er, at det går ud over penisstørrelsen. Operationen fjerner støtten indefra. Min penis var gennemsnitlig før operationen, men i slap tilstand er min penis nu 50 procent mindre, end den var før. Jeg er læge, og jeg har arbejdet med urologer, så alle regnede med, jeg vidste alt, og derfor var der ingen, som underrettede mig om det.

Når man får at vide, at man har kræft, vil man bare få det ordnet. Inkontinens, mindskelse af penis og så videre, det er knap så vigtigt. Men måske skulle vi tale lidt mere om det. Hvis nogen havde fortalt mig, at min penis ville blive 50 procent mindre, ville det så have afholdt mig fra at få foretaget operationen? Sikkert ikke. For hvem ser reelt din slappe penis? Meget få mennesker af betydning.

Mere problematisk er den tredje ulempe, som er, at operationen får konsekvenser for den fysiologiske funktion ved erektion.

Der findes præparater, der kan hjælpe en med at få erektion, men de assisterer kun, de udløser ikke erektion. Hvis nerverne er skåret over, som mange mænds er, hjælper præparaterne ikke. Til gengæld mister man ikke følelsen. Jeg fandt hurtigt ud af, at man kan få en orgasme med en slap penis. Det er anderledes, det er mærkeligt. Man producerer ikke sæd, det er en tør orgasme. I mit tilfælde, når jeg fik orgasme, trykkede det på min blære, og så strintede jeg over det hele. Min kone tog det rigtigt fint, og vi plejede at grine af det. For at være ærlig var min penis som en ustyrlig vandslange.

For 20 år siden udførte man hysterektomier (fjernelse af livmoderen, red.) ved den mindste foranledning. Nogle kvinder sagde, at de følte sig mindre som kvinder, og man tænkte, »Hvad er det dog for noget snak, søde ven. Vi har fjernet et karcinogen, så kom hellere videre i livet«. Nu forstår jeg, hvordan de havde det. Det er en vigtig lære at se livet fra den anden side, det gør en til et mere omsorgsfuldt menneske. For mig er glasset halvt fuldt, ikke halvt tomt. Jeg bruger mit liv på ting, der gør mig tilfreds med mit liv. I dag holder jeg foredrag for Prostate Cancer UK. Min kone siger, jeg er glad for at høre min egen stemme!

68 år

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Jeg er glad for, at jeg besluttede mig for at få en tatovering«

For cirka ti år siden fik jeg stillet diagnosen brystkræft. Først blev knuderne fjernet, men det hjalp ikke, så jeg fik fjernet hele det ene bryst. Da det var væk, var der ikke andet end et hæsligt ar, og da jeg kiggede mig i spejlet og så arret, tænkte jeg: Jeg må prøve at få det til at se pænt ud! Så jeg besluttede mig for at få en tatovering, og den skulle være lidt farverig. Jeg kunne godt lide tanken om blomster.

Jeg ventede et års tid på, at det skulle hele. Tatovøren fik mig til at føle mig godt tilpas. Da han tatoverede i arvæv, gjorde det sjovt nok ikke ondt, det var følelsesløst.

Det tog fire timer over to omgange: Først omridset, så farvelægningen.

Uden tatoveringen tror jeg ikke, at jeg ville have vænnet mig lige så let til mit ’krigsar’. Jeg synes, den er smuk. Og jeg vil gerne have folk til at se, at man ikke behøver skjule sig, bare fordi man har haft brystkræft.

Alligevel er det helt klart gået ud over min selvtillid, at jeg fik fjernet et bryst. Jeg føler mig ikke som en rigtig kvinde. Det at miste et bryst er meget voldsomt, fordi det er en vigtig del af ens selvforståelse som kvinde. Siden har jeg overvejet, om det var det rigtige ikke at få rekonstrueret brystet, navnlig nu hvor jeg er alene. Den eneste grund jeg til at få det rekonstrueret skulle være af hensyn til en kommende partner. Jeg har overvejet netdating, men hvornår skal man fortælle folk, at man har fået fjernet et bryst? Der er jo nogle mænd, der er til bryster. Jo større, jo bedre. Hvis jeg mødte sådan en, ville han nok løbe skrigende bort. Men ville han så være værd at samle på? Det er jo sådan, livet er.

I medierne er der meget fokus på bryster. Desværre. Jeg har ikke noget problem med nøgenmodeller, men de har alle sammen ’perfekte’ bryster. Det ville være beundringsværdigt, hvis de satte en brystopereret kvinde i avisen, men det kunne de ikke drømme om. De ville være bange for, at folk ikke ville købe bladet. Men jeg tror, mange kvinder ville købe det ...

Det bringer mig stadig lidt ud af ligevægt, når jeg ser andre kvinders bryster. Jeg ved ikke, om det er misundelse … En følelse af tab, formentlig. Jeg ville jo ønske, at jeg havde to.

Mine børn elsker min tatovering. Jeg spekulerer tit over, hvad mine sønner synes om, at jeg har fået fjernet det ene bryst. Min yngste vil kun kunne huske mig med et bryst. Jeg spekulerer over, hvilket forhold de får til bryster, når de bliver ældre.

Generelt føler jeg mig heldig. Jeg er jo en af de heldige (hun græder). Nogle mennesker klarer den ikke. Og jeg er stolt over, at jeg besluttede mig for den tatovering.

54 år, 3 børn

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Jeg har nogle skønne meloner!«

Jeg er fuldkommen vild med mine bryster. Jeg synes, de er fantastiske. Vidunderlige. De er meget store, så jeg har måttet lære mig selv at være stolt af dem. I dag har jeg et rigtig godt forhold til mine bryster. Jeg har nogle skønne meloner!

Det ene bryst er større end det andet, og det kan jeg godt lide. Jeg har altid syntes, at det var godt, at de er livlige. Det eneste problem med at have store babser og en lille krop er, at det kan gå ud over ens ryg og skuldre. Jeg har en tendens til at krumme skuldrene forover og ikke at sidde ret op.

I sidste weekend så jeg til min store rædsel, at de er begyndt at blive slappe. Jeg tænker, at det måske kan skyldes, at jeg har tabt mig. Eller måske er det bare aldersbetinget? Nu rører de ved min mave, og det er ikke en fornemmelse, jeg kan lide.

Eftersom jeg elsker mine bryster, har jeg altid glædet mig til at amme. Og jeg tænkte, at de ville være glimrende at give bryst med! Jeg glædede mig til at give mine bryster den opgave, de var skabt til. Så da jeg fik et barn, var jeg virkelig opsat på det - men desværre lykkedes det ikke rigtigt. I hvert fald ikke udelukkende at give bryst. Jeg var nødt til at supplere amningen og give flaske. Ingen kunne finde ud af, hvad der var i vejen … hverken dem på hospitalerne, jordemødrene eller andre med forstand på amning. Der var ikke nok mælk, uden at jeg rigtig ved hvorfor.

Jeg var sammen med en mand i syv år, og siden var jeg også sammen med en kvinde i syv år: Det er mine to længste forhold. Jeg tror egentlig, at lesbiske ser på bryster på samme måde som mænd gør - men det betyder også noget, om hun har fået børn eller ej. Og de fleste lesbiske har jo ikke børn. Sådan ser virkeligheden ud.

Jeg kan huske en kvinde, som jeg engang var sammen med. Hun havde virkelig hængebryster. Hun havde aldrig født. Men hun havde været meget tyk og så tabt sig så meget, at hendes bryster endte med at hænge helt ned til navlen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Hold da op, jeg har aldrig set noget lignende!«. Men det gjorde nu ikke noget, og jeg tændte helt vildt på hende. Jeg håber, at andre også kan tænke på samme måde om mig. Sex er sex, og man kan have skøn sex, uanset hvordan den anden ser ud.

I skolen var jeg den første, der blev moden. Og det brød jeg mig ikke om. Brysterne gjorde ondt, bare en eller anden bare strejfede dem. Og drengene drillede. De lavede et smædevers, noget med mit navn og med patter – selve rimet har jeg glemt, nok med vilje. Da jeg var omkring de 16, blev jeg mere selvsikker og bevidst. Jeg begyndte at få en fornemmelse af den magt, min krop kunne give mig.

På den anden side vil jeg nødig have, at mine bryster skal stjæle al opmærksomheden fra mig som person. Jeg vil ikke have, at folk stirrer på dem. Nogle gange skifter jeg tøj, når jeg er ude om aftenen, også selvom det bare er for at gå den korte vej hjem til mig selv. Jeg stiller ikke mine bryster til skue. Jeg vil ikke have, at mænd ser på dem, og jeg vil heller ikke føle mig utryg. Jeg burde kunne tillade mig at iklæde mig en smuk kjole, som viser mine bryster frem, men det gør jeg ikke. Hvis jeg levede i et rent kvindesamfund, ville jeg ikke have det på den måde. Det siger noget tragisk om samfundet, synes jeg.

40 år, et barn

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Jeg hader min krop, men har altid elsket mine bryster«

Mine bryster er gamle og hænger; de har set bedre dage. Da jeg var yngre, var de helt formidable, de var perfekte. Og jeg har altid elsket, at jeg er så veludstyret.

Min mand elsker dem også. Jeg selv er vildt dårlig til at tjekke mine bryster, men min mand rører hele tiden ved dem. Han er helt forfærdelig. Når jeg står i soveværelset og er ved at tage bh på, kommer han altid farende, så jeg nærmest må sige: »Kan du komme væk!«.

Jeg har ammet alle mine tre børn. Jeg ville gerne have haft flere, men min mand ville ikke. Det at amme forandrer fuldstændig ens bryster, men jeg ville nødigt have været foruden amningen. Det er jo mine børn. Jeg er også dovent anlagt, og det var nemmere at amme end at give flaske.

Da vi var unge, kunne drenge være heldige at komme til at smugkigge i nogle af de pornoblade, som deres far måske havde liggende under sengen. I dag kan man på nettet komme til at klikke på en pornoside ved en fejltagelse, helt uden at søge efter det. Da min ældste datter var 17, havde hun sex for første gang. Hun er fotomodel og meget smuk. Bagefter sagde fyren til hende: »Din krop er ikke særlig pæn, du ligner ikke en pornostjerne«. Det er som om drenge i dag har nogle helt vilde forventninger. Jeg er så heldig, at jeg har et godt forhold til mine døtre – så jeg fik snakket med hende om det og sagt: »Sikke en komplet idiot. Ham skal du ikke tro på. Du har en fantastisk dejlig krop. Glem ham, han er sådan et pikhoved«. Men det var tragisk, synes jeg. Jeg synes, at de unge opfører sig beskidt og grusomt og langt værre, end da jeg var ung.

For cirka halvandet år siden fik jeg foretaget en fedmeoperation, en gastrisk bypass, og jeg har tabt mig over 60 kilo. Jeg har altid sagt, at hvis jeg mister mine bryster, vil jeg få dem lavet plastikkirurgisk. Men de er slet ikke skrumpet. Jeg troede, at de ville svinde ind til det rene ingenting. Hvis jeg skulle gøre noget, ville jeg bare give dem et løft, ikke have puttet noget i dem. Men man får ar af indgrebet. Så det bliver ikke lige med det samme, nok først om to-tre år. Nu må vi se.

Jeg har altid været stor. Jeg har tre meget slanke søstre og en meget led mor. Fra jeg var syv, tudede hun mig ørerne fulde med, at jeg var enormt tyk. Det var jeg slet ikke. Jeg var bare kraftigt bygget. Hun gav mig psykiske problemer, og jeg endte med at blive lige så tyk, som hun sagde, jeg var. To af mine søstre har lidt af bulimi. Jeg er helt sikker på, at det var på grund af min mor. Sidste påske sagde hun til en af mine døtre: »Du har taget meget på«. Hun sagde det foran hele resten af familien, og før hun overhovedet havde sagt goddag.

Jeg hader stadig min krop, men jeg har altid elsket mine bryster.

49 år, tre børn

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Nogle gange synes jeg, at de er for flade og nærmest slet ikke er der«

Mine bryster er meget små. Det er helt flade og hvide. Nogle gange synes jeg, at de er for flade - og nærmest ikke er der. Men overordnet set er jeg glad for dem.

Jeg går altid med brystholder, fordi jeg vil være normal. Jeg vil have, mine bryster skal se ud, som om de har en normal størrelse, selv om de i virkeligheden er for små. Jeg tror også, at de ville hænge mere, hvis jeg ikke gik med bh.

Dengang jeg var gravid, ville jeg have lavet en amme-bh, men fik at vide: »Det duer ikke for sådan en som dig. Virkelig ikke. Vi har ikke noget, der passer til din størrelse«. De havde ellers påstået, at de lavede dem i alle størrelser. Men jeg havde simpelt hen for små bryster til en amme-bh. Det var ikke særlig rart.

Mens jeg ammede, var mine bryster store! De var hårde og bulede ud. Nogle beskrev dem endda som »melonagtige«. Yes! Hvis jeg kunne have beholdt dem så store, ville jeg have gjort det. Jeg synes, mine bryster er endnu mere flade efter amningen, hvis det overhovedet er muligt. De er mere hud, end de er kød.

Og så vender mine brystvorter indad. Det ene bryst var bedre at amme med end det andet, men det hele var lidt svært. Mine brystvorter var ømme i et års tid – de var sprukne og begyndte at bløde. Men jeg var glad for, at jeg kunne amme, og det fik mig til at holde mere af mine bryster. De klarede det. Gudskelov for det.

Mine brystvorter er sensitive, i modsætning til brysterne. Når jeg bliver opstemt eller fryser, vender de udad, nærmest som om de bliver kåde. Det hjælper mig i forbindelse med sex. Jeg har prøvet at finde ud af, om min kæreste kan lide mine bryster. Men jeg tror, at han bare prøver at være sød og ikke vil sige, at de er for små.

Små bryster gør en selvudslettende. Man går ikke klædt som andre piger og opfører sig heller ikke sådan. I skoletiden var det pinligt at være i omklædningsrummet. Jeg undgik altid at komme ind på emnet. Jeg lukkede mig selv ude fra alle samtaler, der handlede om bryster, bh’er eller fyre. Jeg kunne ikke være med, fordi jeg ikke var som de andre. Jeg tror ikke, der var andre, der havde lige så små bryster som jeg. I gymnastiktimerne skulle man lave armbøjninger, og brysterne skulle ramme gulvet. Sådan noget er da bare uretfærdigt, er det ikke? (hun griner).

Mine bryster har helt afgjort præget mig. Også måden, jeg opfører mig på over for andre. Jeg er ikke særlig selvsikker i selskab med andre. Jeg føler mig ikke ligeværdig. Små bryster påvirker virkelig, hvordan andre folk ser på én. Jeg ville have været en anden person, hvis de havde været større. Mere udadvendt, mere afslappet. Jeg tror, at hvis man har større bryster, har man også mere styr på det, bliver mere magtfuld, træder mere frem og siger: »Her kommer jeg!«.

34 år, et barn

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Mange ser ikke en som et seksuelt væsen, når man sidder i kørestol«

Jeg synes, at mine bryster er et af mine fortrin. De har altid været forholdsvis store. Mine veninder var misundelige, dengang jeg voksede op. Jeg var lille, og så fik jeg pludselig et par vidunderlige bryster. Jeg kan huske, at nogen beskyldte mig for at stritte med dem. Men jeg var ligeglad. Vi morede os bare over det. Jeg gik også til ridning og ballet, og det var med til at give mig en god holdning.

Jeg kan huske, at jeg som 13-årig var med til en havefest, hvor vi også gik i poolen. En af mine veninders far sagde til mig: »Halløjsa, hvor er de dér kommet fra?«. Arghh, det var pinligt, men det var nok endnu værre for min veninde. Jeg kan huske, at ældre mænd pludselig begyndte at lægge mærke til mig. Det var upassende, men rart med opmærksomheden. Ens bryster gør, at man pludselig bliver en kvinde. Jeg brugte en D-skål som 14-årig, og jeg var kun godt halvanden meter høj!

Da jeg var 26, pådrog jeg mig et brud på rygsøjlen i en ulykke. Det var selvfølgelig meget dramatisk. Jeg fik at vide, at jeg aldrig mere ville komme til at gå igen, aldrig mere dyrke sport, aldrig danse.

Jeg kan huske, at jeg på hospitalet sagde til mig selv: »Gud, hvor villedet have været forfærdeligt, hvis jeg havde haft flotte ben! Heldigvis har jeg flotte bryster, og dem har jeg stadig!«. (hun griner) Men sådan kunne jeg først tænke, efter at jeg havde ligger der i fire måneder. Jeg havde i det mindste mine arme, og i det mindste fungerede nogle af mine muskler stadig.

At sidde i kørestol påvirker ens følelse af at være kvindelig - og det påvirker også den måde, andre opfatter en på. Mange ser ikke en som et seksuelt væsen, når man sidder i kørestol. Og det ville selvfølgelig også se mere sexet ud med et par jeans og en lille top, hvis jeg kunne stå op. På den anden side kan folk nemmere kigge ned i min kavalergang, når jeg sidder ned. Så det er om at passe på med ikke at bære alt for små toppe.

På sin vis er det en hjælp at have store bryster, fordi det får mig til at se feminin ud - trods det at jeg også er muskuløs. Mine bryster er vigtige for at få mig til at føle mig som en kvinde. Et halvt år efter at jeg brækkede ryggen, fandt jeg sammen med min mand. Jeg var spændt på, hvordan det ville være at have sex, fordi jeg har mistet noget af følesansen. Den fungerer kun normalt til hofterne. Min kæreste tog mig med ud og sagde. »Vi må skaffe en vibrator til dig og se, hvordan det er!«. Seksuelt er det meget anderledes i forhold til før. Jeg føler det samme efter orgasmen, men får ikke samme følelse af orgasme. Og jeg kan ikke bare finde den stilling, jeg selv har lyst til, og bliver også nødt til at få mine dumme ben af vejen. Mine bryster var meget følsomme før ulykken, og er også nu meget vigtige for mig på det seksuelle plan. Det har ikke forandret sig.

Jeg foretrækker helt klart at være topløs, når jeg tager solbad. Jeg synes helt ærligt ikke, at det er rart at have en bikinioverdel på. Det kan godt være, at min mand ikke er så glad for det. Men jeg har det sådan her: »Hvad fanden skulle det kunne gøre, der er jo bare tale om et par bryster, ikke?«.

Jeg kan godt lide at tænke på kroppen og tale om vores billede af den. Jeg synes, at det er vigtigt at gøre folk bevidste om den slags. Den måde, kvindekroppen opfattes på, adskiller sig fra den måde, man ser på mandens krop. Det virker urimeligt. Kvinders kroppe bliver hele tiden udsat for kritik.

Jeg kunne aldrig finde på at få lavet om på mine bryster. Jeg kan slet ikke holde den tanke ud, at nogen skulle skære i mig og lave noget om på dem. Jeg fatter ikke, at nogen vil have noget opereret ind i deres krop. Efter min tid på hospitalet har jeg svært ved at forstå, at man selv kan vælge at lægge sig under kniven.

34 år, ingen børn

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Det ene er ret genert. Det andet er som en ustyrlig teenager, der er med på den værste!«

Jeg er ikke sikker på, hvordan mit forhold til mine bryster er i dag. Da jeg fik børn, følte jeg mig meget tæt knyttet til dem, fordi de tjente et så vidunderligt formål. Nu er de bare en del af min form.

De er rigtig gode til sex! (hun griner) Det er nok deres vigtigste funktion i dag. De er erotiske og sensitive og følsomme. Det ene bryst er mere følsomt end det andet. Det er ret genert. Det andet er som en ustyrlig teenager, der er med på den værste! Hvor det første er mere velovervejet og kan godt lide at nyde en kop te i ro og mag og at tage det stille og roligt. Hvor er det dog utroligt, at jeg sidder her og fortæller sådan noget! Det handler overordnet set bare om følsomhed. De er skruet forskelligt sammen. Jeg tror, det har noget at gøre med hjernefunktioner.

Mine brysters følsomhed er meget vigtig i forhold til at dyrke sex, og de er også vigtige for min mand - på en meget nuttet måde.

Dengang jeg ammede, havde jeg rigelige mængder mælk. Det var helt overdrevent. Jeg kunne vel have ammet et par tvillinger. Da jeg skulle tilbage til arbejdet, frøs jeg den overskydende mælk ned, men havde mine tvivl om det – det kunne da ikke smage lige så godt! (griner) Mit andet barn ville faktisk slet ikke have bryst.

Jeg er sygeplejerske, og mit billede af kroppen er påvirket af, at jeg har set massevis af nøgne mænd og kvinder, som jeg har plejet. Kroppe er blot kroppe, og man bedømmer dem ikke, når man har oplevet så mange af dem. Jeg har set, hvor forskellig hver enkelt krop er fra alle andre. I den bedste af alle verdener ville jeg nok gerne have, at min krop var lidt anderledes. Men den er min, og der er intet i vejen med den. Jeg tror, at sygeplejersker anerkender, hvor fantastisk menneskekroppen er, og at de nok derfor generelt har et mere positivt forhold til den.

Alle ældre kvinders bryster går samme vej. Det er der ikke noget galt i. Det er naturligt. De bevæger sig nedad, ligesom andre ting, her er det bare brystvævet, der begynder at hænge. Mine bryster føltes lidt sådan efter at have ammet. Det er, som om luften er gået ud af dem.

Blade og magasiner viser ofte piger i de her små toppe. Og de skal forestille at være normale, men de er alle sammen så tynde, uden ordentlige kurver. Og så er der alle modellerne. Jeg har måttet forklare min datter - og også min søn - hvor meget billederne skal photoshoppes, før de kommer til at se sådan ud. Jeg tror, at de har forstået det nu. Jeg synes, det er et benhårdt arbejde altid at skulle se på de der perfekte billeder.

40 år, to børn

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Store bryster bliver betragtet som fantastiske, men de er faktisk ekstremt belastende«

Der er klart forskel på, hvordan jeg ser på mine bryster nu, og hvordan jeg tidligere havde det med dem. Før jeg fik dem opereret mindre, betragtede jeg dem med en blanding af modvilje og skam. Fra andre piger fik jeg giftige blikke og misundelige kommentarer - og upassende bemærkninger fra drengene. Jeg havde også mange fysiske problemer, hvilket var hovedårsagen til min brystreduktion. De endte med at fjerne to kilo fedt fra dem. Nu har jeg det bedre. Jeg synes ikke, at mine bryster hører til mine bedste træk, men jeg føler ikke nogen skam eller lede ved dem, som jeg gjorde tidligere.

Skoletiden var svær. Jeg blev mobbet, fra jeg var 9, til jeg var 15 år. Da blev min mor blev syg og døde – og folk indså, at de ikke med rimelighed kunne drille mig. De vidste, at de ville få ballade. Jeg blev drillet, fordi jeg altid har været mere kreativt tænkende og havde mindre feminine interesser end andre piger og så også på grund af min etniske baggrund. Især efter terrorangrebet 11. september fik jeg mange racistiske kommentarer, fordi min far er muslim.

Da jeg fortalte folk, at jeg skulle have foretaget en brystreduktion, reagerede piger og drenge fuldstændig forskelligt. Min allerbedste veninde blev næsten mere glad end mig. Hun vidste, hvor meget det hele påvirkede mig, og hvor ked af det jeg var. Hun støttede mig virkelig. Det var drengene, der gav mig problemer. De sagde sådan noget som: »Hvordan kan du gøre det? Det er som et slag i ansigtet på Gud«, og »Hvordan kan du skille dig af med dem? De er fantastiske!«. Og jeg tænkte bare: »Ja, det synes I, fordi I ikke har 3,5 kilos tyngde på brystet hver eneste dag!«. Det var som om, at drengene blev sure på mig, fordi jeg skilte mig af med noget, som de beundrede.

Jeg er aseksuel. Jeg har ingen kæreste. Jeg har ikke haft samleje, selv om jeg ind i mellem er kommet tæt på forspil. Jeg har mærket noget i brysterne, når jeg har været sammen med nogen, men det har ikke været ophidselse. Det er det, aseksualitet er. Fravær af ophidselse og drifter. Efter operationen, hvor også mine brystvorter blev flyttet, forsvandt store dele af følesansen. Noget af den er kommet tilbage, men det bliver aldrig som før operationen.

Det er et ret stort indgreb, men det var slet ikke i nærheden af at være så slemt, som jeg havde forventet. Arrene er også blevet langt pænere, end de var i begyndelsen. De blegner hurtigt. De er ikke røde og hævede mere. Om et par år vil de være fuldstændig helede. Tidligere var jeg nødt til at bestille bh’er fra specialiserede netbutikker for at få den rigtige størrelse. Stropløse bh’er eller kjoler kunne jeg slet ikke gå med. Nu er det helt anderledes at købe tøj. Jeg kan gå i pænt undertøj og have det godt med mig selv. Det er virkelig dejligt.

Jeg har svært ved at forstå det der med, at bryster skal bruges i alle mulige sammenhænge. I reklamer, for eksempel, selv når det ikke er spor relevant. Sex sælger. Og derfor opstår det her billede af ’den perfekte kvinde, hvor brysterne er meget store, mens alt andet helst skal være småt - også hendes hjerne. Jeg synes, at folk forherliger dét at have store bryster – mest dem, der ikke har det. De betragtes som sådan en fantastisk ting. Men de er faktisk ekstremt belastende.

19 år, ingen børn

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

»Mælken forsvandt, da Hitler gik ind i landet«

Det var desværre sådan, at min datter blev født en uge før, Hitler gik ind i landet, og min mælk forsvandt simpelthen. Det var et chok. Vi var jøder. Jeg ville have ammet hende, men heldigvis klarede hun sig fint uden modermælk. Vi kom hertil som flygtninge uden nogen penge overhovedet, så vi startede helt forfra - med et 12 måneder gammelt barn. Englænderne var heldige, at jeg ikke kom i huset hos dem, for jeg havde aldrig lavet husarbejde og var vant til at have hushjælp. Jeg fik arbejde som sekretær og arbejdede i modebranchen i West End i London.

Da jeg var 52, gik jeg til lægen og sagde: »Jeg har en knude i brystet«. Jeg havde fået fjernet livmoderen fire år før, men det havde alt sammen været godartet. Denne gang tænkte jeg, at det nok var kræft. Dengang blev der ikke taget biopsier. Hvis man fandt en knude, blev den fjernet sammen med hele brystet. Min knude viste sig at være godartet, og jeg behøvede pludselig slet ikke den stråleterapi, som jeg ellers skulle til at begynde på.

På en måde var jeg lettet over, at det ikke var kræft. Jeg kunne have anlagt en klagesag, fordi jeg var blevet skamferet, men dengang tænkte man ikke på sådan noget. Det generede ikke min mand. Jeg spurgte ham: »Hvad siger du til at have en hustru, der kun har ét bryst?«. Han sagde: »Ville det genere dig, hvis jeg mistede et ben?«. Jeg sagde: »Selvfølgelig ikke!«. »Der kan du se«. Sådan var vores ægteskab. Vi talte om alt, og derfor fik vi 52 lykkelige år sammen.

For mig var mine bryster vigtige, fordi de var erogene. Min mand og jeg havde et rigtig godt seksuelt forhold og venskab. Og ingenting ændrede sig efter, at brystet blev fjernet. Vores sexliv forandrede sig ikke, før min mand blev opereret for sin prostata. Jeg synes, at jeg har været velsignet. 52 år. Hvor mange mennesker bliver velsignet med det? Ikke mange.

Jeg faldt i sidste uge og har derfor et blåt mærke på brystet. (hun griner) Det gør ondt, men det forsvinder jo igen. For ti år siden vendte min brystvorte pludselig indad, og da skyndte jeg mig til lægen for at få det undersøgt. Jeg ved, at det kan være tegn på kræft, men det kan også være tegn på alderdom. Det generer mig ikke.

Jeg er meget bevidst om, at jeg mangler et bryst, og normalt blotter jeg ikke min overkrop. Topløs er jeg aldrig - det var jeg heller ikke, da jeg var ung. Glem ikke, at jeg er født i 1912. Da var tingene anderledes.

Ellers har mine bryster aldrig optaget mig meget. Jeg har altid været lille – og aldrig haft en flot figur. Jeg opfattede mig selv som gennemsnitlig. Men jeg var livlig og havde altid mange venner – piger og drenge. Min figur har nærmest ikke forandret sig. Som min svigermor sagde: »Hun er en meget sød pige, men hvad gør hun af sine organer?«.

I dag er jeg meget omhyggelig med mit udseende. Jeg går med brystprotese. Den glemte jeg engang, da jeg skulle på ferie. Så jeg måtte bruge en masse plastikposer! (hun griner) Hvis jeg skal ud at svømme, har jeg en badedragt med et indlæg. Indtil for tre år siden svømmede jeg dagligt. Da jeg var 97, svømmede jeg gerne 20 baner i træk, men min fysioterapeut sagde, at det var for meget. Jeg synes, at jeg har haft et ganske interessant liv. Da jeg hørte om dette projekt, syntes jeg, at det lød som en god ide.

101 år, 1 barn

Det fulde engelske interview fra bogen findes her:

Laura Dodsworths bøger, ‘Manhood: The Bare Reality’ og ‘Bare Reality: 100 women – their breasts, their stories’, er udkommet på forlaget Pinter & Martin.