Den gode: En følsom skønskriger
Når Deftones gæster årets Copenhell, er det ikke bare et af metallens mest egenartede og unikke bands, der kommer på besøg – det er også festivalens første hovednavn fra den spæde begyndelse i 2010, der krydser sit spor og vender tilbage. Og tak for det.
Deftones tager om nogen det hårde med det bløde, og tilsat ret eventyrlystne elementer som samples og drømmende shoegazestemning er bandets lyd ret letgenkendelig. Der er da også nogen, der kalder dem metalgenrens svar på Radiohead. Men her må det retfærdigvis påpeges, at Deftones’ forsanger, skønskrigeren Chino Moreno, har noget mere slagkraft og alsidighed i sit register end Radioheads engelske espeløv, Thom Yorke.




























