Man skal lige et smut til udkanten af Silkeborg for at finde dette lille smørhul af en god restaurant. Her har Rikke Brockstedt i 10 år drevet sin gode restaurant, i de sidste otte år i samarbejde med kokken Kristian Smith. Man modtages personligt i dette nærmest 'private' hus, og da vejret var godt, indtog vi aperitiffen i haven, hvor der dyrkes jordbær, spinat, kål og kartofler mm. til servering i restauranten. Stemningen er noget ganske særligt, og tiden står en lille smule stille, mens man afstresses og forføres en lille smule. Menuen er enkel, der er seks retter, og herfra kan man så plukke i det omfang, ens sult rækker. Priserne er som stedets kvalitet i top, så hele forestillingen med seks retter koster 600 kr. Der er prisværdigt nok vinmenu til (550 kr. for den store model), hvilket især er aktuelt, hvis man springer ud i hele menuen. Det valgte vi ikke at gøre, især fordi jeg vidste, at Rikke Brockstedt er berømt for sit ostebord, der indgår som næstsidste ret i menuen. Hvad jeg ikke vidste, men kunne glæde mig over senere på aftenen, var, at hun også serverer nogle formidable desserter, som der jo så også skal være plads til. Da vi ikke bestilte 'mere' end fire retter (og portioneringen er i jyske dimensioner), valgte vi vinmenuen fra (420 kr. per person til fire retter). Ikke mindst fordi vinkortet afslørede et særdeles godt, stort og prisvarieret udvalg. En halv flaske Riesling i den normale kategori viste sig at være udsolgt, så vi fik en grand cru, Moenchberg, Rémy Gresser, 1997 til samme pris (178 kr.). Den gik rigtig godt med flere af de forretter, vi havde valgt. Til kødet var Bourgogne-udvalget rigtig bredt, så en Vosne Romanée til 525 kr. var både luksus og alligevel med til at gøre den samlede vinpris billigere end vinmenuen. Det er tydeligt, at man påregner at skænke mere end et glas vin af hver i vinmenuen (igen denne jyske generøsitet), da et enkelt glas koster 75 kr., mens tre retters vinmenu koster 350 kr. Ravioli med jomfruhummer Indledningsvis fik vi en ravioli med fyld af jomfruhummer og serveret i en hummersky med tomat. Det lovede godt, for den var både fin og ikke overkogt indeni og dog bidefast og perfekt i dejen. Den ene forret var en god krydsning mellem det klassiske og det lidt nytænkte uden at blive alt for molekylært innovativ. En fin fars af krabbe og kammusling lå pocheret i hyldeblomst-hollandaise. Herunder lå en let frikassé af fjordrejer, blåmuslinger og østers. Kendetegnet var friskhed, lethed og en markant god smag i skaldyrsfrikasséen. Den anden forret var næsten endnu bedre. Trods en lidt gammeldags beskrivelse af retten var der tale om en kraftfuld og dog let, meget velsmagende fiskeret med souffleret helleflynder, der netop ikke var bastant, men luftig i sin souffle. Ved siden af lå et stykke havtaske, der var gratineret med hvidløg og krydderurter, og som prikken over retten var en samlende sauce pinot noir, en riesling creme og så masser af friske, letsauterede majskerner. Det rene guf. Gæsterne omkring os var tydeligvis gengangere, og flere var gode venner af huset, så stemningen var hjertelig. Det interessante ved menuen er dens spændvidde, hvis man nu ikke lige er til den klassiske unghane som hovedret. Alle retter kan efter ønske geares op i størrelse, og tunretten (den tredje forret) var tydeligvis mest oplagt til dette. Her var udtrykket præcist orientalsk med sesamfrø omkring stænger af frisk tun, gennemstukket af citrongræs og serveret med en grøntsagsforårsrulle, en gang grønne blade og fine grisini som spisepinde. Desuden en veltilsmagt sojasovs. En rigtig flot asiatisk inspireret ret, der afstemte råvarerne godt mod hinanden. Den klassiske hovedret var efter den franske skole. Fjerkrækødet var lagt som roulade om brisler og foie gras, hvilket efter min smag er lidt overkilling, da de skal have forskellig varmebehandling. Men kyllingen og brislen var fin. Hertil en lille mos af kålrabi, hakkede syltede rødbeder, en peberrodscreme som gratineringslåg og så en fin bolle af spidskål. Her bages det allerbedste brød, der tænkes kan, og man kommer let til at forspise sig, ikke mindst hvis man også vil søbe de meget delikate og forskellige saucer op. Så vi var glade for, at vi ikke havde taget alle seks retter, men nu skulle til osten. Et ostekendermekka Ostebordet er et helt kapitel for sig og kan få mig til at køre om ad Silkeborg mange gange. Den gamle ostemester Andrôuet i Paris ville have frydet sig. Her er mindst 60 franske oste, hvis ikke mere, og Rikke fortæller gladeligt om dem alle, hvis man ønsker det. Vi valgte at 'nøjes' med tre kategorier og lidt af det løse, så det blev til nogle skønne gedeoste, en enkelt fåreost og så min yndlingskategori, nemlig de helt faste oste, som ikke alle osteborde er så gode til at dyrke. Det blev de her. Næsten rødmende kunne jeg konstatere, at jeg endte med 10 forskellige stykker på tallerkenen, men et blik på de andre gæster beroligede mig. Og så får man minsandten budt flere gange. Det skal man dog sige nej til, hvis man, som vi, havde valgt dessert. En hel 'morgenbakke' til hver med seks små anretninger over temaet jordbær og rabarber. Her er hjemmelavet jordbærkoldskål med hjemmebagte kammerjunkere, et lille kræmmerhus med skum og jordbær, en jordbærsmoothie, en rabarbermazarin med vaniljeis, en hvid chokolademousse med rabarbersorbet og havregrynskage og en klassisk trifliagtig sag med bær og flødeskum. Skulle en af desserterne ikke lige falde i ens smag, er der så rigelig andet, der gør det. Med kaffe og det indledende glas østrigsk mousserende vin lød regningen for to personer på 1954 kr., men det kan gøres for lige godt det halve, hvis man nøjes med tre retter og deler en flaske af de gode, billigere vine. Det får mig helt op i det øvre luftlag, hvor Karoline Amalie med rette befinder sig. Her er til fire meget store og flotte huer, hvor det især er osten og desserterne, der lægger de ekstra folder i huerne.