Anders Houmann har gjort det godt. Da han for adskillige år siden slog sig ned som restauratør, var Kanalen det første sted, han åbnede med stor succes. Siden har han stået bag bl.a. M/S Amerika, der er blevet prist i høje toner, og seneste skud på stammen er Brasseriet i Skovshoved Hotel, som blev yderst positivt anmeldt her på siden for halvandet år siden. Kanalen har altid besiddet en særlig stemning, hvor lyset er centralt. Med en placering nærmest hængende ud over kanalen er her venetiansk om sommeren, mens der sådan en råkold vinterdag bliver tændt masser af blødt lys inden døre. Når man så også er omgivet af de lyse, svagt gyldne farver i lokalet, er virkningen hurtigt, at de stressede vintertrætte skuldre falder på plads, så man kan gå foråret i møde. Til trods for at køkkenchefen Rasmus Agerlin, der har stået for den daglige produktion bag gryderne i mange år, har rettet blikket mod, hvad der ellers sker ude i byen med de store menuer, så er her ikke forpligtende på samme måde. Man kan lige så oplagt spise tre retter til 348 kr. som de seks retter til 480 kr. Et blik rundt viste, at mange holdt sig til den lille model. For at lege med er der også vinmenu, men måske er det netop her, man fornemmer, at Kanalen mere er til individualisme og rolige middage. Vinmenuen er der, fordi den slags skal man have, men hjertet banker for et særdeles fint og velassorteret vinkort, hvorfra man står sig bedre i at finde sine dråber. Bouillon er godt Placeret med udsyn til både køkken og vand fordelte veninden og jeg os på de mulige retter. Samlet udbydes én christianshavnermenu med lige præcis de seks retter, som man maksimalt kan nyde. Det gjorde valget relativt let. Den ene menu blev til krabbebouillon, fjerkræ og æbledessert, mens den anden kom til at bestå af hed osteflan, fisk og æbledessert. Dermed tog vi begge dessert, og pecorino-osten blev fravalgt for at tilgodese damernes hang til sødt. Hertil kunne vi så få en vinmenu med tre glas vin til 350 kr., hvilket er meget at give for tre glas, mens en vinmenu med seks glas ville koste 480 kr. De sidste glas er åbenbart meget billigere? Ser man i stedet på det gode vinkort, kan man nyde en god sydfransk vin til 350 kr., altså ville vi få hver vores halve flaske til det samme, som én person skulle give for tre glas. Vi delte en flaske Crozes Hermitage og fortrød ikke valget, selv om den lige måtte en tur på karaffel for at få lidt ilt. Krabbebouillonen kom herligt varm, klar og kraftfuld, som sådanne supper skal være. Bouillon er en alt for nedprioriteres spise. Den egner sig fortræffeligt til kolde aftener, og er den som her kogt ordentligt, byder den på intens smag og styrke. I den klare bouillon lå en stor krabberavioli, der som alle fyldte raviolier led under dilemmaet, om fyldet skal overkoges eller pastaen være for rå. Her var pastaen en smule for rå, men man havde nok ramt noget af det bedste, der kan bruges som løsning. Osteflan er en luftigt æggestand her med ricotta og parmesanost med tomater og basilikum som frisk salatbund. Flanen var forbilledlig luftig og trods det med meget smag af ost. Det vidner om brug af en god og lagret parmesan. Grundigt tilsmagt Vi havde et meget lille bord, så vinen var landet hos tjeneren, som sørgede for, at vi ikke manglede noget i glasset. Det gjorde vi heller ikke på tallerkenen, køkkenet holdt en fin og hurtig kadence. Fisken denne dag var sprødstegt multe, en fisk, der egner sig til den hårde stegning uden at bliver tør, men som til gengæld opnår herligt sprødt skind. Tilbehøret var langtidsbagte auberginer og nogle dejligt krydrede kartofler. Rigtig god mad til kolde aftener. Fjerkræet var delt, og låret var confiteret, hvilket holder det saftigt og mørt. Brystet havde fået minimalt med varme ved en hurtig grillstegning, og det gør det både mørt og saftigt, til trods for at næsten alt lyst fjerkrækød let bliver tørt og hårdt. Tilbehøret var bagte peberfrugter med porrer og en god kartoffel pommes anna (tynde skiver i lag). Der havde været mulighed for en vegetarhovedret, der ved forespørgsel viste sig at være peberfrugter og porre som det centrale. Tilbyder man vegetarmenu, hvilket er prisværdigt, skal den have sit eget liv og ikke bare være tilbehøret fra andre retter. Tvivl om dikkedarer Maden tilberedes imidlertid med omhu og smages grundigt til. Det er mad, man gerne spiser igen, men når Kanalen nu kaster sig ud i at ville det store menukoncept, skal historien til også kunne bære det. Der skal være en ide bagved, og retterne skal være lidt mere innovative. Hvis det altså er det, man vil. Personligt synes jeg, det er befriende dejligt at få herlig mad uden dikkedarer, hvis det bare præsenteres som sådan. Her har Kanalen ikke helt besluttet sig til, hvilken stil de vil vælge. Desserterne følger i de andre retters spor. Æblemazarinen var sød, lidt for sej og intens i mandelsmag. To fine små cirkler af mazarin med hver sin gode hjemmelavede kugle mandeliscreme på. En lille stribe salviesirup var det nytænkte i retten. Også desserten viser, at køkkenet er mere til det gode fyldige måltid med tre veltillavede retter end til den ofte lidt overstylede menu med mange små retter. Trods denne divergens i konceptet og dets udformning kan man altså få rigtig skøn mad med saft og kraft inklusive god vin for cirka 1.000 kr. Det giver mening og udløser fire huer for mange års godt og trofast arbejde.