Nu hvor kongerøgelsen fra det kongelige bryllup er ved at have lagt sig og hverdagen så småt vender tilbage, er et slag rundt om de indiske og pakistanske gryder et godt bud på at få lidt sommervarme listet ind i smagsløgene. Vesterbro har formentlig stadig byens højeste frekvens af restauranter fra Indien og Pakistan; den gode gamle og engang så berygtede Istedgade er i hvert fald leveringsdygtig i flere af slagsen. Den pakistanske restaurant Indus i nummer 25 har ry for at være blandt de bedste i København. Vi er stort set lige over for Shezan - de pakistanske restauranters moder i byen - på et af de steder, hvor der stadig er små suk af det gamle red light district over Istedgade. Man kan finde et sæt forsvarlige plyshåndjern og lidt flerfarvet sexlegetøj, hvis man ser godt efter. Indus er opkaldt efter den store flod, der strømmer fra det vestlige Kashmir gennem Himalaya og Pakistan mod Den Arabiske Havbugt. Det var i Indusdalen, at hinduismen tog sin spæde begyndelse for over 5.000 år siden. Restaurant Indus holder sig et kort, der ved første øjekast virker forholdsvis traditionelt, men som rummer flere sider med specialiteter, når man bladrer lidt. Vi gik efter lidt traditionelle forretter og fortsatte så med husets mere specielle karryretter. Priserne er generelt meget rimelige, men en del karryretter sniger sig dog op imod og over hundrede kroner, og så er vi i et leje, hvor man kan tillade sig at forlange så meget desto mere af kvaliteten. Glimrende løg Vi lagde ud med de klassiske fladbrød poppadums. Og de var ikke i orden denne aften. Seje og lidt trætte i konsistensen. De bør være supersprøde. De fås i flere supermarkeder til at lave selv derhjemme i en udmærket kvalitet; det tager måske mellem 5 og 10 sekunder at stege en poppadum op i varm olie. Vi gider ikke gå på restaurant og få noget, der er ringere end det, vi selv kan lave. Det gik bedre med de egentlige forretter. Samosa - den lille traditionelle trekantede madtærte, der fås med et utal af forskellige fyld, var her vegetarisk fyldt med kartofler og ærter. Tærten var i sig selv sprød og delikat; tilsmagningen af fyldet var knap så spændende; det trængte til salt og en mere konsekvent krydring. Vores anden forret var ligeledes en klassiker: onion bhadji-skivet løg vendt i krydderier og en form for beignetdej og derpå friturestegt. Dette var klart det bedste indslag indtil videre fra køkkenets side, var vi ret enige om. De var varme og friske, let seje på den gode måde, og den delikate krydring gik fint i spænd med den stegte løgsmag og den lidt sødmefyldte dej. Til begge forretter fulgte den typiske lille, noget uinspirerede salat af strimlet iceberg, lidt agurk og tomat. Fisket fisk Min gæst bestilte kylling i en særlig fyldig 'kongelig' sauce (nummer 206 i kortet ...) til 95 kroner. Det var en glimrende mild karryret (man kan bede om den karrystyrke, man ønsker på Indus), der blev serveret i en lille metalskål på et fyrfadsblus. Saucen var en blød, rund og fyldig sag med stykker af rød peber i foruden de velsmagende stykker kylling. Mængderne var forholdsvis beskedne, når man tænker på, at indholdet af den lille metalskål skulle koste en lille hundredkroneseddel. Barkede, voksne, sultne arbejdsmænd ville i hvert fald nok kigge dybt i risskålen, hvis de satsede på at blive mæt af en hovedret alene. Selv havde jeg valgt en fiskekarry med laks, der var at finde blandt kortets specialiteter. Den kom i endnu en lille metalskål , der var kantet på indersiden med halve citronskiver. Selve karryen var tilsmagt med en del løg, styrken var medium-hot, og det var bestemt ikke uudholdeligt. Karrysaucen smagte fint, men fiskestykkerne var ikke helt rare. De virkede lidt trannede, og hele retten var derfor noget fisket i smagen. Fisk skal som bekendt ikke smage af fisk, og når de gør det, kan det være, fordi de ikke er helt friske, eller fordi de måske har været frosset i længere tid. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad det konkrete problem var med Indus' fisk denne aften. Men sådan bør en karryret af helt frisk fisk ikke smage, og så skal man ikke servere den. De stegte ris var en o.k. gennemsnitlig kvalitet, og det ledsagende parathabrød var lækkert om end usædvanlig fedtholdigt denne aften. Det drev næsten af smør. En lille skål mangochutney kostede 15 kroner. Drikkevarerne denne aften bestod af husets udmærkede mango-lassi (den traditionelle yoghurtdrik) og mineralvand. Klare fejl På dessertsiden er Indus ikke voldsomt stærk, men det er de indiske og pakistanske restauranter sjældent. Der findes et væld af desserter og søde sager fra områderne, men populariteten hos publikum herhjemme er altså ikke stor nok til, at særlig mange tør tage dem på kortet. Kulfi (indisk-pakistansk is) var det eneste bud ud over et meget dansk-internationalt og glittet kort med 3-4 isdesserter af banana split-typen. Kulfien havde fået lidt rød-hvid-farvet kokosdrys og var ikke uforglemmelig. Vi endte med at slå dobbeltstreg på regningen med 467 kroner i restaurant Indus' favør. Aftenen var noget ujævn i kvaliteten, med nogle klare fejl, der ikke kan andet end at trække ned i en samlet bedømmelse. Det er ikke baglæns saltomortaler fra kokkens side, man skal forlange på en generelt prisbillig lille pakistansk restaurant på Vesterbro, men der er dog et minimum, man altid bør holde. Tingene på tallerkenen skal være i orden, og hvis man vil lave specialiteter og arbejde med fisk i retterne, må kvaliteten være på plads. Indus kan på trods af smilende tjenere og udmærket atmosfære ikke trække mere end to huer for denne aftens besøg. Der må lige lidt mere styr på kvaliteten, før vi kan være mere gavmilde med kokkehuerne.